Sydafrika hæver renten til 10 pct.
Sydafrikas centralbank har netop hævet renten til 10 pct.
Centralbankens renteforhøjelse var i tråd med forventningerne om en renteforhøjelse på 0,5 pct.-point, og kan tolkes som et modtræk til de seneste dages kraftige styrkelse af Japans Yen. Den styrkede Yen og rygter om en forestående rentestigning i Japan ventes at få investorer til at sælge Sydafrikanske statsobligationer for at indløse lån i Yen.
Når Sydafrika hæver renten, forbliver de sydafrikanske statsobligationer attraktive for investorer, der foretager de såkaldte "carry-trades" med billigt lånte Yen. Dermed beskyttes Sydafrikas statskasse mod virkningerne af for eksempel efterdønnningerne af den kreditkrise, der har ramt aktie- og valutamarkederne.
Centralbankens rentestigning var dog ikke uventet, og derfor har den ikke rykket ved markedet. Ifølge Fionia Bank er inflationsudviklingen fortsat det vigtigste emne for centralbanken, som bruger rentestigningen til at dæmme op for inflationen.
Japans lave rente på 0,5 pct. har de seneste år gjort det til en god forretning at låne Yen og investere dem i for eksempel statsobligationer. Metoden kaldes populært "carry-trade".
/faurby