Sydbank: Amerikansk godkendelse af kopi-insulin bør ikke give bekymring hos Novo

Novo Nordisk har fået skærpet konkurrence på det amerikanske marked, hvor sundhedsmyndighederne for første gang har godkendt en kopi af Novos hurtigtvirkende insulin Novolog til markedsføring.
Selvom hurtigvirkende insulin udgør en stor del af insulinsalget i USA, bør det kun være en lille sten i skoen for Novo Nordisk, at franske Sanofi nu må sælge kopiproduktet Merilog på det amerikanske marked.
Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.
- Jeg er ikke sikker på, at det vil få den store betydning. Det spændende her er, om man med en kopi af Novolog kan få fat i amerikanerne. Det gør man ved at give rabat, siger han til MarketWire.
Og det er netop på grund af rabatterne, at den skærpede konkurrence ikke bør give anledning til bekymring hos Novo Nordisk.
Med den måde som det amerikanske sundhedssystem er opbygget på, er det nødvendigt for medicinalselskaberne at tilbyde store rabatter for at komme ind i varmen hos sygekasserne. Det gør det svært - og meget dyrt - at vinde betydelige markedsandele.
- Lige netop sådan noget som basalinsulin og hurtigvirkende insulin giver man meget, meget store rabatter på for at være en del af sundhedsordningerne og dermed få adgang til amerikanerne. Så hvis du som kopiproducent skal ind i markedet, skal du virkelig tilbyde nogle kæmpestore rabatter, siger Søren Løntoft Hansen.
Investorerne tager da heller ikke større notits af fredagens nyhed, og Novo-aktien stiger mandag morgen 1,7 pct. til 567,05 kr. ved åbningen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›