Sydbank/CEO: Klar fejl ikke at kommunikere med Finanstilsynet

Udgivet den 09-12-2013  |  kl. 10:53  |  

Den markante ekstraordinære nedskrivning på 500 mio. kr., som Sydbank måtte præsentere markedet for sidste uge, var resultatet af en klar fejl fra bankens side i kommunikationen med Finanstilsynet. Det siger administrerende direktør Karen Frøsig og bankdirektør med ansvar for kredit Bjarne Larsen til Ritzau Finans.

Torsdag måtte Sydbank berette, at man efter et besøg fra Finanstilsynet var blevet pålagt yderligere nedskrivninger på 500 mio. kr. En stor del af disse kom fra landbruget, hvor den risikovurderingsmodel, Sydbank havde brugt til vurderingen af såkaldte driftsbygninger, ikke stemte med Finanstilsynet.

- Når det kommer til landbruget, fik vi et påbud om at bruge en konkret model, når det kom til vurderingen af driftsbygninger. Den model fulgte vi frem til langt ind i 2013. I starten af året kigger vi på nogle specifikke engagementer, hvor vi får nogle vurderinger fra DLR Kredit. De passer meget godt den virkelighed, vi oplever, siger Bjarne Larsen.

Det får Sydbank til at indføre DLR Kredit modeller i sin risikovurdering.

- Der hvor vi laver den store fejl, det er, at vi ikke får ændringen tjekket af ordentligt internt i vores organer som kreditstyringsudvalget, ledelsen og bestyrelsen. Det er en fejl, men det glider lige så stille ind i takt med, at årsregnskaberne kommer ind. Vi betragter lidt DLR som en ekspert på landbrug, men det ændrer ikke ved, at det er en fejl, siger Bjarne Larsen og fortsætter:

- Vi burde have konfereret det af med Finanstilsynet. Det er en fejl, og vi har selvfølgeligt sikret os, at det ikke kan ske igen.

Direktørerne understreger dog, at modellen fra DLR Kredit er anerkendt og Sydbank ikke selv har opfundet en vurderingsmodel, der var fordelagtig for nedskrivningsbehovet.

- Vi har brugt en model, som andre i markedet også bruger, og det er ikke bare en model, vi selv har opfundet. Men det ændrer selvfølgeligt ikke ved, at vi skal holde os til Finanstilsynet modeller, og det har vi ikke gjort, supplerer Karen Frøsig.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder