Tirsdagens aktier: Demant gik frem på analysenyt mens Novo blev presset af "gamle" data
Demant tog toppen af et eliteindeks i fald tirsdag, hvor Novo Nordisk og Mærsk-aktierne havde det svært.
Også ISS-aktien kunne indkassere et fald efter fransk konkurrent kom med en lidt lunken start på 2024/25. Og samlet endte eliteindekset i fald.
Blandt sidepapirerne bestod en handelsopdatering fra Matas investorernes granskning og endte med et plus efter et godt salg i november og december.
- Samlet ligger Europa mere eller mindre uforandret i dag. At vi falder herhjemme skyldes Novo, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
- Korrigerer man for den, så ville vi mere eller mindre ligge på linjen med resten af Europa, siger han.
Det danske eliteindeks, C25, sluttede tirsdag med et minus på 0,2 pct. til indeks 1791,36.
NOVO UNDER PRES
Novo Nordisk lider fortsat under data for lægemiddelkandidaten Cagrisema, der skulle have vist et potentielt "best-in-class" vægttab. Tirsdag faldt aktien 2,5 pct. til 602,80 kr.
- Novos fald skal ses som efterdønninger af de vægttabsdata, som selskabet kom med før jul. Jeg tror, flere har været væk over julen - og nu agerer de så på data, siger Mads Zink.
- Men det virker fortsat som en meget voldsom reaktion. Men Novo og markedet fokuserede på 25 pct., og så er et vægttab på 22,7 pct. skuffende. Men i vores øjne er det en lidt overgjort reaktion, siger chefhandleren.
Novo-aktien blev slanket med hele 20,7 pct. til 589,20 kr. på vægttabsstudiet fredagen inden jul.
I bunden af C25 endte Mærsk, hvor B-aktien dykkede 3,9 pct. til 11.725 kr.
- Ser vi på sektoren, så ligger den lidt skidt i dag - og Mærsk følger med sine peers ned, siger Mads Zink.
Her er særligt kinesiske Cosco ramt, efter at USA har sortlistet containerrederiet.
Demant toppede eliteindekset med et plus på 4 pct. til 280,60 kr. - dels rykket frem af sektoren samt ad lidt nyt fra analytikerkorpset, påpeger Danske Banks chefhandler.
Carnegies analytikere har hævet kursmålet for Demant med 10 kr. til 335 kr. med henvisning til forbedrede udsigter efter en underpræstation i 2024.
Carnegies analytikere ser marginforbedring sammen med aftagende modvind i 2025, skriver Bloomberg News med henvisning til et analysenotat.
Branchepartneren GN steg 1,9 pct., mens Danske Bank gik 2,7 pct. frem uden selskabsspecifikt nyt.
POTENTIALE I VESTAS
Vestas fik løftet kursmålet hos finanshuset Kepler til 120 kr. fra 112 kr., der gentog sin holdanbefaling.
Kepler ser et forbedret indtjeningspotentiale i de næste to år, men høj usikkerhed og risiko indebærer, at vi forsat har en holdanbefaling, skriver Kepler i et analysenotat.
Også amerikanske Citi ser fortsat stort potentiale i den danske vindmølleproducent på trods af et lavere kursmål på 220 kr. mod før 235 kr. Anbefalingen er da også fortsat "køb".
Citi spår en markant indtjeningsfremgang for Vestas i de kommende år, hvilket også ventes at afspejle sig i vindmølleproducentens pengestrømme.
Tirsdag faldt Vestas dog 0,1 pct. til 104,45 kr.
MATAS OPJUSTERER FORVENTNINGERNE
Blandt sidepapirerne opjusterede kæden med "de stribede" - Matas - sine forventninger til 2024/25 efter et tredje kvartal, der nød godt at stor vækst under både black week-kampagnen og i julehandlen.
Kosmetik- og skønhedsforhandleren ser nu en vækst i omsætningen på 6,5-7,5 pct. mod før 5-7 pct.
Matas steg 2,1 pct. til 137,20 kr. på den melding.
Tilbage blandt elitemedlemmerne fik ISS' investorer branchenyt fra den franske rival Sodexo, der kalder første kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25 "en blød start på året som forventet".
ISS faldt 2,3 pct. til 130,30 kr., mens Sodexo ved dansk lukketid lå med kurssmæk på 7,4 pct.
BIOPORTO KOM BEDRE I LAND
Bioporto, der star bag den såkaldte NGAL-test til akut nyreskade, indviede mandag aften markedet om udviklingen for 2024 i foreløbige tal, hvor underskuddet på driften ventes lavere end først antaget.
Aktien faldt 2,7 pct. til 1,64 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯