Tirsdagens aktier: SAS banket ned - Tryg, Genmab og Vestas i top

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

SAS-aktien kom i negativt fokus tirsdag, mens der var medvind til aktier som Tryg efter anbefalingsløft, til Vestas efter ordreslutspurt og til Genmab efter gode forsøgsdata.

C25-indekset lukkede 0,3 pct. højere i 1347,89 - 13 aktier endte i plus, og de resterende 12 faldt.

- Sommerstilheden har så småt indfundet sig i denne uge, og det vil da i hvert fald vare de næste par uger, til der kommer gang i regnskaberne fra USA og Danmark, siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

Han vurderer, at omsætningen tirsdag var en tredjedel under niveauet fra sidste uge.

SAS-PLAN ER DYR FOR AKTIONÆRERNE

SAS løftede sløret for en plan, der skal sikre fremtiden for selskabet, som ligesom den øvrige flybranche er blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus.

Markedet takserede planen til et kursfald på 12,9 pct. til 5,52 kr.

SAS vil skabe forbedringer på 4 mia. svenske kr. - omkring 2,8 mia. kr. - og egenkapitalen skal tilføres 14,25 mia. svenske kr. - svarende til omkring 10,1 mia. kr.

De mange milliarder skal hentes ved at udstede nye aktier og obligationer - blandt andet til den danske og svenske stat - ligesom gæld konverteres til aktier. Sverige og Danmark kommer hver især op på en ejerandel lige over 20 pct.

Christian Thatje vurderer, at aktien går en turbulent sommer i møde og finder i lyset af emissionen og den store udvanding kursfaldet forståeligt.

TRYG OP PÅ LØFTET ANBEFALING

Blandt C25-aktierne klarede Tryg sig bedst med en stigning på 3,1 pct. til 192 kr.

Danske Bank løftede sin anbefaling af Tryg-aktien til "hold" fra "sælg". Kursmålet blev sat til 190 kr., skriver Bloomberg News. For et par uger siden rykkede Danske Banks analytikere ifølge Bloomberg anbefalingen to trin ned til "sælg" fra "køb" og sænkede kursmålet til 180 kr. fra 210 kr.

Aktien er regnskabsaktuel med halvårstal i næste uge, som det første C25-papir.

VESTAS I MINDRE ORDRESTORM

Med i toppen af indekset lå også Vestas-aktien, der steg 1,6 pct. til 675,40 kr.

Vindmølleproducenten var i fokus, da selskabet ofte præsenterer en stribe ordrer ved kvartalernes udløb. Tirsdag var sidste dag i andet kvartal.

Natten til tirsdag præsenterede Vestas en japansk ordre på 76 megawatt (MW) med en flerårig serviceaftale af typen AOM 5000. Tirsdag formiddag blev der offentliggjort en ordre på 40 MW til Kina og en på 43 til Tyskland. Senere fulgte en 210 MW-ordre til Australien.

I andet kvartal var der ved børslukketid dermed annonceret ordrer for 2488 MW mod 4601 MW i samme kvartal 2019, der var ekstraordinært godt.

Norske Fearnley indledte dækning af aktien med "køb" og satte kursmålet til 780 kr.

NYE DATA FRA GENMAB

Genmab var også i toppen, da aktien steg 2,4 pct. til rekordniveauet 2220 kr.

Selskabet offentliggjorde mandag efter børstid, at det havde positive data fra et fase 2-forsøg med midlet Tisotumab Vedotin til behandling af tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

- Det ser rigtigt godt ud, og de overgår egne forhåbninger, vurderer Christian Thatje, der på baggrund af dataene havde set aktien højere.

Finanshuset Guggenheim Securities løftede desuden kursmålet knap 6 pct. til 2486 kr. og fastholdt "køb".

I bunden endte ISS og Ambu uden selskabsspecifikt nyt med fald på omkring lige under 3 pct.

NKT FORTSATTE OP EFTER MILLIARDORDRE

NKT-aktien fastholdt niveauet efter mandagens stigning. Tirsdag endte aktien uændret i 148 kr. efter en stigning på 6 pct. mandag, da selskabet præsenterede den største ordre i selskabets historie - på over 1 mia. euro til den tyske Südlink-korridor.

ABG Sundal Collier har løftet kursmålet knap 10 pct. til 170 kr. og fastholdt "hold". Aktien stiger tirsdag 3,2 pct. til 152,80 kr. efter et kurshop på 5,9 pct. mandag.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder