Tirsdagens aviser med Novo Nordisk, Mærsk og Vestas

Udgivet den 14-12-2021  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

FRITZ HANSEN KØBER IKONISK MØBELKLENODIE OG VÆKSTMASKINE

To ikoner inden for dansk design slår pjalterne sammen, og Fritz Hansen får nu fingrene i regulær vækstmaskine (Forside, side 6-7)

NOVO NORDISK FREMTIDSSIKRER PRODUKTION

De tre nye fabrikker, Novo Nordisk bygger i Kalundborg, vil være væsentligt mere effektive end de nuværende fabrikker. (Side 4)

AFTALE GIVER NOVOZYMES FREMTID INDEN FOR KARBONFANGST

Novozymes træder ind på markedet for CO2-fangst, hvilket flugter med selskabets seneste udmeldte strategi, "Unlocking growth - powered by biotech". (Side 4)

2022 VIL VÆRE ET STORT INVESTERINGSÅR FOR VESTAS

Vestas vil investere tungt i teknologiudvikling næste år på trods af det nuværende hårde pres på indtjeningen. (Side 8)

BILLEDVIRKSOMHED SOLGT FOR TRECIFRET MILLIONBELØB

Med en kapitalindsprøjtning fra kapitalfonden Adelis vil billedbehandlingsvirksomheden Pixelz vokse sig større globalt. (Side 10)

TECH-VIRKSOMHED LANDER TRECIFRET MILLIONINVESTERING

Tech-virksomheden Famly, som forenkler kommunikation og administration i daginstitutioner, rejser nu investering på 118 mio. kr. (Side 11)

ECB KAN GØRE MERE SKADE END GAVN

I en afgørende uge for global pengepolitik advarer professor Jesper Rangvid om en inflation, der kan komme ud af kontrol som i 70'erne. (Side 17)

BERLINGSKE BUSINESS

SUCCESKRITERIET I VIRKSOMHEDER ER FORANDRET FOR ALTID

Virksomheders succes måles ikke mere kun på vækst og arbejdspladser. Kriterier som bæredygtighed, diversitet, opgør med sexisme og sociale hensyn er i dag lige så afgørende. "Der er nu en klar samfundsmæssig forventning til virksomhederne", siger topchef i Ørsted, Mads Nipper. (Forside, side 4-5)

GIGANTISK NOVO-INVESTERING I KALUNDBORG

Frem til 2027 vil Novo Nordisk pløje 17 mia. kr. i en udvidelse af produktionen i Kalundborg. Det er medicinalkoncernens største enkeltinvestering nogensinde. (Side 8)

VERDENS STØRSTE PENGETANK FORUDSER MINDRE AFKAST I 2022

Blackrock forudser et regimeskifte på aktiemarkedet, hvor vi skal lære at leve med højere inflation. Det betyder, at vi ikke kan regne med samme høje afkast som i 2021. Alligevel er der gode muligheder for aktieinvestorerne, lyder vurderingen. (Side 11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

TYSKE DB SCHENKER ER EN LÆKKERBISKEN OG KAN SENDE DSV ELLER MÆRSK OP I NY LIGA

To sværvægtere i dansk erhvervsliv DSV og A.P. Møller-Mærsk kan være i spil til at købe DB Schenker, som er en af verdens største speditører. Det vurderer flere analytikere, efter at det tyske selskab ifølge Handelsblatt nærmer sig et salg. (Forside, side 6-7)

NOVO NORDISK INVESTERER 17 MIA. KR.

Novo Nordisk hiver den store tegnebog frem og næsten fordobler 20 års investering i sin fabrik i Kalundborg. (Side 2)

DANKORTPRISER PRELLER AF PÅ MOBILEPAY

Nets-ledelsen fastslår, at sidste års nye dankortpriser har styrket selskabets position. Alligevel fortsætter Mobilepay flere års vækstridt. (Side 4)

IVÆRKSÆTTERE HAR PÅ 11 MÅNEDER BANET VEJ FOR EN NY DANSK TECH-SUCCES

Det er for svært for virksomheder at samle deres interne data ét sted, mente tre iværksættere, som selv havde stået med problemet. Nu har de på bare 11 måneder skabt et produkt, fået investorer om bord og har 40 kunder i selskabet Weld. (Side 10)

STRIBEVIS AF CENTRALBANKER RISIKERER AT SKYDE HELT FORKERT I EN SKÆBNEUGE

Risikoen for fejltagelser er ekstraordinært stor, når en lang række ledende centralbanker i denne uge fastsætter deres pengepolitik. (Side 12)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer