Top 10: Supersælgende veje til tryghedssøgende danskere

Udgivet den 10-05-2013  |  kl. 07:30  |  

Husene går som varmt brød i de børnevenlig områder med rolige villaveje og sikre stisystemer til skole. Boligsiden.dk har fundet de veje, der er mest rift om i Danmark.

Hvor vil vi bo? Det vil vi, hvor vores børn kan føle sig trygge og trille til skole på løbehjul uden at ramle ind i en lastbil eller motorbøller. Vi vil have natur, søer, hav og udsigt, men mest af alt ro og tryghed.

 

”Vi har fundet de 10 veje i Danmark, hvor husene bliver solgt hurtigst. Der er stor forskel i priserne og beliggenheden, men fællesnævneren er den gode beliggenhed. vejene deler sig op i to kategorier: Eksklusivt eller børnevenligt”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Ser man på listen, hører de to strandveje til den eksklusive del, hvor de børnevenlige veje står for resten af listen.

 

Vi starter i Nordsjælland, hvor vi finder nr. 10 på listen.

 

10.

Strandvejen, 2920 Charlottenlund

Den legendariske og eksklusive Strandvejen i Charlottenlund tager en måske overraskende tiendeplads på listen. Overraskende, fordi det også er vejen med listens højeste kvadratmeterpris. Her koster en enkelt kvadratmeter nemlig 44.164 kr. Her bliver husene solgt på gennemsnitligt 94 dage.

 

9.

Bakkevej, 2830 Virum

Virum er den lille by, der ligger mellem Holte og Lyngby. Virum gør ikke meget væsen af sig på by-siden, men ligger i et smørhul af fabelagtig natur midt mellem Furesøen, Bagsværd Sø, Lyngby Sø og et udvalg af skønne, kuperede skove. Måske netop derfor tager Bakkevej niendepladsen på listen. Vejen ligger nemlig i et roligt kvarter ganske tæt på Furesøen, og her blev husene i 2012 solgt på gennemsnitligt 79 dage.

 

8.

Nellikevej, 6000 Kolding

Kolding snupper ottendepladsen med Nellikevej, der placerer sig syd for fjorden. Her har vi en centralt beliggende, rolig villavej med kort afstand til skole, indkøb og grønne områder. 75 dage tog det i gennemsnit at sælge et hus på Nellikevej.

 

7.

Tåsturmvænget, 8381 Tilst

Tilst uden for Aarhus har Tåstumvænget med på listen. Det er en stille villaveje, som er nabo til skolen og har stisystemer til boldbaner og gymnasium. De bedste rammer for børnefamilien, der vil bo i sikre rammer, men med storbyen inden for rækkevidde. På Tåsturmvænget tager det i gennemsnit 67 dage at komme af med huset.

 

6.

Amager Strandvej, 2300 København

Tæt på Centrum København, tæt på vandet, centralt placeret i forhold til metro og med kvadratmeterpriser, der ligger 8.000 kr. under Strandvejen i Charlottenlund. Måske er der ikke noget at sige til, at Amager Strandvej griber sjettepladsen med gennemsnitligt 66 dage, før huset er solgt.

 

5.

Søvej, 5792, Årslev

Fyn har en enkelt vej med på listen. Det er Søvej i Årslev, hvor husene ryger på gennemsnitligt 65 dage. Her er der skønne omgivelser og tæt på Søby Sø, som mange af husene har udsigt ud over. Søvej har alligevel listens billigste kvadratmeterpriser: Her er gennemsnittet nede på 3.811 kr.

 

4.

Stavnsbjerg Alle, 2730 Herlev

Forstadsbyen Herlev tager fjerdepladsen med salgstider på gennemsnitligt 50 dage på Stavnsbjerg Alle. Her er det også et villakvarter, der trækker, denne gang i bydelen Mørkhøj. Tæt på skole og gymnasium og ikke mindst et yderst veludbygget vejnet, der kan fragte dig ud af byen, når du ønsker det.

 

3.

Møgelkærsvinget, 7130 Juelsminde

Juelsminde i nærheden af Horsens tager bronze med 46 dages salgstid på Møgelkærsvinget.  Her er der marker og frisk luft for alle pengene – og dem skal du ikke af med så mange af. Kvadratmeterpriserne er de næstlaveste på listen, bare 3.861 kr.

 

2.

Porsager, 2620 Albertslund

Vejen sælges som suverænt godt beliggende, og Porsager har også været populær i 2012, hvor det blot tog 36 dage at komme af med et hus. Her er der også dømt hyggelig, stille villavej med masser af grønt og træer i vejsiden.

 

1.

Duemosepark, 3520 Farum

Listens guldmedaljevinder og topsællert er Duemosepark i Farum, Nordsjælland. Endnu et roligt og yderst børnevenligt villakvarter med sikre stisystemer, så poderne kan komme til skole, sport og kammerater uden at få krummet et hår. Al den tryghed, der kan købes for penge, ligger her, hvor det blot tager 32 dage at komme af med huset. Og så ligger kvadratmeterpriserne på blot 15.879 kr. Værsgo.

 

Sådan gjorde vi

  • Boligsiden.dk har set på salgstiderne for boliger handlet i 2012
  • Kun villa/rækkehuse er med i undersøgelsen
  • Der skal mindst have været fire solgte boliger på en vej, før vejen er kommet med på listen
  • Veje med de korteste salgstider er valgt ud til Top 10
Udgivet af: Boligsiden