Top 5: Danmarks billigste villalejligheder
Drømmer du om en villa, men har du ikke råd til at købe et helt hus, kan du overveje en villalejlighed. Her får du fornemmelsen af at bo i et hus, mens du blot ejer og betaler for halvdelen. Her får du typisk også en have, som du enten deler med den, der bor i den anden del af huset, eller hvor I har hver jeres separate have.
En villalejlighed er det, man i fagsproget kalder en ideel anpart. Ideelle anparter er et sjovt miks på boligmarkedet, hvor de hører under Andelsboligloven, men på mange andre måder ligner ejerlejligheder, der kan købes, sælges og belånes.
Samejeoverenskomst forhindrer brok
Når du køber en villalejlighed skal du være opmærksom på, at du ejer ejendommen sammen med en anden familie, og det er vigtigt, at der er helt klare aftaler om, hvordan brugsretten er til fx haven, hvordan I træffer beslutninger om ejendommen, hvis taget fx skal udskiftes, og hvordan I vedligeholder fællesområderne m.v.
”Som ejer af en ideel anpart skal man lave en samejeoverenskomst, hvor reglerne for samejet er skrevet ned. Det er af afgørende betydning, at der ikke kan herske tvivl om hverken rettigheder, pligter eller økonomi, hvis man skal kunne eje en ejendom sammen”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk
Boligejernes Videncenter Bolius har lavet en oversigt over, hvad du skal være opmærksom på, når du køber en ideel anpart. Se huskelisten for dig, der køber villalejlighed, her.
Top 5: Billigste villalejligheder
De billigste villalejligheder ligger alle i Jylland, og priserne er yderst rimelige.
5. Vester Alle 10A, st., 6933 Kibæk http://www.boligsiden.dk/salg/823006026
For en god halv million kan du få denne villalejlighed på små 100 kvadratmeter, en lille terrasse og have og en tilhørende carport på 19 kvadratmeter. Villaen er gennemgribende moderniseret og fremstår virkelig pæn og indbydende. Udbudspris: 580.000 kr.
4. Bjerggade 37, st., 6000 Kolding http://www.boligsiden.dk/salg/422183758
I gåafstand fra Kolding centrum ligger denne lejlighed, der har 56 hyggelige kvadratmeter. Separat køkken og bad og ugenert terrasse og have. Udbudspris: 575.000 kr.
3. Brede Bygade 15, st. 6261 Bredebro http://www.boligsiden.dk/salg/436614343
En lidt atypisk villalejlighed, hvor du får hele ejendommen bestående af boligareal på 230 kvadratmeter, udnyttet tagetage på 120 kvadratmeter, erhvervsareal på 63 kvadratmeter, 99 kvadratmeter garage- og lagerbygning og 30 kvadratmater udhuse. Udbudspris: 495.000 kr.
2. Strucksalle 46, st., 6270 Tønder http://www.boligsiden.dk/salg/532243528
En villalejlighed på 94 kvadratmeter centralt beliggende i Tønder by. Lejligheden trænger mildest talt til en kærlig hånd, men prisen er så til gengæld helt i bund. Udbudspris: 325.000 kr.
1. Stenholtgade 3, st., 6092 Sønder Stenderup http://www.boligsiden.dk/salg/987209862
Listens billigste bud ligger i Sønder Stenderup syd-øst for Kolding. For bare 300.000 kroner får du godt 100 kvadratmeter bolig, fælles have og baghus. Vinduerne er skiftet for nylig, men resten af lejligheden kræver en gennemgribende renovering.