Torsdagens aviser med finanshuse, takeaway og modetøj
BØRSEN
FINANSHUSE SPINDER GULD PÅ OPKØBSBOOM
Partnere i Nordic M&A tjener styrtende på at matche sælgere og købere i et rekordstort antal virksomhedshandler i Danmark. Corporate finance-branchen leverer resultater, der er på niveau med årene lige før finanskrisen. 2017 bliver et rekordår, vurderer finansrådgiver. (Forside, side 6-7)
DANSK AVISOMDELING PRESSER PRIS PÅ PAKKER
Hos pakkepostportalen Coolrunner vinder især Dansk Avis Omdeling stadig flere ordrer på bekostning af de mere etablerede spillere som Postnord og GLS. (Side 8)
IVÆRKSÆTTER FÅR MILLIONER TIL AT PASSE PÅ TURISTERS BAGAGE
Iværksætteren Jannik Lawaetz har fået 2,5 mio. kr. til at øge lagerplads hos caféer og hoteller i London. Luggagehero, der forbinder lokale erhvervsdrivendes lagerplads med turister, stormer frem. Næste stop er New York. (Side 10)
BERLINGSKE BUSINESS
MODEMILLIARDÆR INVESTERER I TAKEAWAY
Danskernes forbrug af convenience-produkter er i disse år i kraftig stigning. Investeringsselskabet Friheden Invest, der har investoren Niels Martinsen som bagmand, ser et stort potentiale i madvirksomheden Homemate, der satser på at levere sund og frisk hjemmelavet takeaway. (Forside, side 8-9)
DANSKE BANK VIL SENDE PENGEREGN OVER AKTIONÆRERNE
2018 tegner til at blive et givtigt år for aktionærerne i Danske Bank. Banken har ifølge netmediet Finanswatch planer om at gøre sit til, at pengeregnen falder over aktionærerne i forstærket grad. (Side 7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANSKE BANKS EJENDOMSMÆGLERKÆDE ER NU MINDST BLANDT DE STØRSTE
Nordeas ejendomsmæglerkæde, Danbolig, har overhalet Danske Banks kæde, Home. EDC-kæden er dog fortsat den største af de fire store ejendomsmæglerkæder. (Forside, side 6-7)
IT-DIREKTØR SKAL REVOLUTIONERE TØJSALGET I EUROPA
Pernille Geneser fra modegiganten Bestseller har som en af sine arbejdsopgaver at skabe nye techselskaber. Et af dem har koncernen netop solgt halvparten af til den tyske onlinekæmpe Zalando. (Side 8-9)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯