Torsdagens aviser med Novo Nordisk, Novozymes og B&O

Udgivet den 11-06-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

NOVOZYMES-BOSS: KICKSTART SMÅ FIRMAERS INVESTERINGSLYST

Administrerende direktør i Novozymes, Peder Holk Nielsen, blander sig i valgkampen med en appel til politikerne: Gør det billigere for mindre virksomheder at investere i forskning og produktion – og reducer omkostningerne ved nybyggeri. Investeringerne er 51 mia. kr. lavere end før krisen. (Forside, side 6-7)

SALGSKLAR B&O-DATTER SKIFTER UD I TOPPEN

B&O har sat datterselskabet Icepower til salg, og nu bliver der skiftet ud i bestyrelsen i selskabet, der producerer komponenter til forstærkere. Den hidtidige bestyrelsesformand, Jens Peter Zinck, er trådt tilbage, og i stedet bliver det Stefan Persson, COO i B&O, som skal sidde for bordenden i Icepowers bestyrelseslokale. (Side 14)

EKSPERTER ADVARER MOD DØD OG UIGENNEMSIGTIG MINIBØRS

Til trods for, at hver femte aktie på GXG Markets bliver afnoteret denne uge, er over 70 virksomheder stadig noteret ved minibørsen i Horsens. Den samlede markedsværdi er 16,8 mia. kr., viser en gennemgang, Børsen har lavet. Ifølge Vincent Steen Larsen, partner og seniorporteføljeforvalter hos PP Capital, er det ikke attraktivt at handle på GXG. (Side 15)

THRANE-BRØDRE SKYDER PENGE I GRØNNE YACHTER

Brødrene Thrane, der stod bag salget af Thrane og Thrane, investerer millioner i specialdesignede danske luksusskibe og vil indlede salg af skibene. Det er en specialdesignede luksusyacht fra det danske skibsarkitektfirma Knud E. Hansen. Der er et uudnyttet marked for disse luksuslystyachter, lyder det. (Side 16)

KAPITALFONDEN AXCEL HENTER NY TOPCHEF

Efter længere tids søgen og en snublende proces, hvor ansættelsen af Egmont-boss Steffen Kragh glippede på falderebet, er der ifølge Børsens oplysninger faldet en aftale på plads om, at den ny direktør i kapitalfonden Axcel bliver finansdirektør for Icopal, Christian Schmidt Jacobsen. (Side 16)

ENGANGSPRODUKTER TIL SYGEHUSE SKAL SIKRE AMBU VÆKST

Medicoselskabet Ambu har længe været på et vækstridt. De seneste fem år er værdien af selskabet femdoblet, og ifølge virksomhedens strategiplan skal omsætningen krydse 2 mia. kr. i 2017. Det er en plan, som Ambu er godt på vej til at realisere, mener topchef Lars Marcher. (Side 17)

ATEA-TOPCHEF MÅTTE RYDDE OP I UETISK PRAKSIS

It-selskabet Atea er havnet i en opsigtsvækkende sag om bestikkelse i forbindelse med et it-udbud i Region Sjælland. Direktøren i det stormombruste selskab har, siden han blev chef i 2014, måttet indskærpe it-firmaets retningslinjer for acceptabel kundepleje. (Side 18)

LÅN & SPAR: BOLIGRENTE KAN HURTIGT STIGE TIL 4 PCT.

Efter dramatiske dage på rentemarkedet er der åbnet for 30-årigt lån med 3,5 pct. i fast rente. Før sommeren er ovre, kan det hedde 4 pct., spår Lån & Spar Bank. (Side 25)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE HOTELLER - UDENLANDSK SERVICE

Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen, med 3500 værelser har under en håndfuld danske stuepiger. Konkurrenten BC Hospitality Group har lige så svært at rekruttere danskere til servicejob, så på Crowne Plaza i Ørestaden er der ansat 43 nationaliteter. (Forside, side 4-5)

ERHVERVSTOPPEN: HIP SOM HAP OM BLÅ ELLER RØD VINDER

Toplederne fra flere af Danmarks største virksomheder mener ikke, at det vil gøre den store forskel, om det bliver rød eller blå blok, der skal danne regering efter valget. 159 topledere fra nogle af landets største virksomheder har svaret, og af dem siger 47,2 pct., at "det ikke vil gøre nogen væsentlig forskel for min virksomhed, hvilken regering vi får efter valget". (Side 7)

FASTFORRENTEDE LÅN TIL 3,5 PCT. KLAR

Boligejernes renter stiger længere og længere væk fra det historiske bundniveau i februar, da man kunne få et fastforrentet 30-årigt realkreditlån til bare 1,5 pct. Onsdag meldte Nordea Kredit sig som det første realkreditselskab på banen med et nyt lån til 3,5 pct. uden afdrag. Det er typisk de afdragsfrie låneserier, der åbner først, fordi kursen er lavere end på lån med afdrag. (Side 9)

APPLES MUSIK-TJENESTE UNDER LUP

Kun et døgn efter, at iPhone-og iPad-producenten Apple lancerede sin nye musikstreamingtjeneste, Apple Music, har myndighederne i USA kastet sig over den. Statsadvokaterne i delstaterne New York og Connecticut har indledt en undersøgelse af, om Apples aftaler med musikproducenterne overtræder loven og skaber konkurrenceforvridning. (Side 9)

NOVO ANGRIBER DANSK SATSNING PÅ KLOGE HOVEDER

Medicinalbranchen har akut mangel på kloge hoveder. Men den politiske satsning på at fordoble antallet af ph.d.-studerende er bemærkelsesværdig i sin mangel på evidens, lyder kritikken fra Novo Nordisk-chef. Allerede inden for fem år kan branchen få så store problemer med at skaffe kloge hoveder, at det kan blive særdeles kritisk. (Side 10)

SAXO-STIFTER SENDER PENGE EFTER STARTUP-MEDIE

Lars Seier Christensen har investeret et ukendt beløb i startupmediet Newsio, som organiserer og personaliserer nyhedshistorier fra lokale, internationale og nationale medier på en social platform. (Side 12)

JYLLANDSPOSTEN ERHVERV

BANKER SENDER JOB TIL LAVTLØNSLANDEN

Danske Bank, Nordea og øvrige danske pengeinstitutter har tilsammen placeret flere end 3400 arbejdspladser i Litauen, Polen og Indien. De bankansattes fagforbund har svært ved at se en ende på udflytningen. (Forside, side 6-7)

LUFTFARTEN FLYVER MOD DET BEDSTE ÅR MEGET LÆNGE

Luftfarten er på vej mod det bedste år i lang tid. Luftfartsselskaberne har udsigt til at øge indtjeningen markant, men der er store geografiske forskelle. Industrien skranter fortsat i flere regioner, og det hører med, at en del af forbedringen skyldes forhold, som de kommercielle operatører ikke selv er herre over. Sundhedstilstanden i mange flyselskaber er fortsat mangelfuld. (Side 2)

AXCEL LANDER NY TOPCHEF

Efter en besværlig og langstrakt proces har kapitalfonden Axcel endelig fundet en afløser, Christian Schmidt-Jacobsen, for fondens mangeårige førstemand Christian Frigast. Christian Schmidt-Jacobsen er særdeles tæt på både sin nye arbejdsgiver og Christian Frigast og var med i et af fondens mest kontroversielle opkøb. (Side 4)

BAGMANDSPOLITIET SKÆRPER JAGTEN PÅ VEKSELBUREAUER

Udbytter fra kriminalitet i milliardklassen bliver hvert år vasket hvide gennem danske vekselbureauer. Det vurderer bagmandspolitiet, der intensiverer jagten på brodne kar i branchen. (Side 5)

DANSK CIRKUS KÆMPER MED ØKONOMIEN

Heste, akrobater, spotlight og inciterende musik er langtfra nok til at tjene penge. Det understreges af regnskabet for 2013/14 i Cirkus Dannebrog ApS. Selskabet kom ud af året med både røde tal og skarpe forbehold fra selskabets revisor. (Side 5)

KRISEN KOSTEDE DANSKE BANK 50 MIA. KR.

Forskellen på, hvordan Danmarks to største banker kom gennem krisen, er endnu mere udtalt, end det hidtil har været kendt. En ny kortlægning af bankernes tab gennem krisen viser, at Nordea klarede sig endnu bedre gennem krisen i forhold til Danske Bank end hidtil antaget. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder

17:47 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:44 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:24 Danske Bank rammer højeste niveau i næsten syv år oven på regnskab med gaveregn til ejerne
17:07 Fredagens aktier: Danske Bank i stor optur mens Rockwool blev sendt retur
17:01 Fredagens obligationer: Jobtal og inflationsforventninger fra USA gav let stigende rente
15:42 USA/åbning: Amerikansk jobrapport inden for skiven giver let grøn handelsstart
14:45 Renter stiger, euro svækkes og aktier går yderligere et nøk højere efter jobtal
14:37 Amerikansk jobrapport viser afkøling i januar - men justering skaber andet billede
14:34 USA: Beskæftigelsesrapport viser langt færre nye job
13:53 USA/tendens: Let grøn stemning før vigtige amerikanske jobtal
13:00 Europa/aktier: Italiensk lastbilproducent tager fronten mens marked afventer jobrapport
12:22 Danske Bank tordner frem med rekordresultat men venter mindre opbremsning i 2025
11:57 Obligationer/middag: Jobtal fra USA kan rykke ved stillestående rente
11:42 Aktier/middag: Danske Bank skyder i vejret mens marked venter på Powell
09:58 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod tredje ugentlige fald i træk
09:30 Mærsk får hævet anbefalingen af Jyske Bank efter regnskab
09:23 Aktier/åbning: Danske Bank i vejret efter stærkt regnskab i splittet C25
09:04 Obligationer/åbning: Rolig rentestart før jobtal fra USA
08:57 Mærsk får sænket anbefaling til "sælg" af DNB efter regnskab
08:51 Analytiker om Danske Bank: Rekordafslutning på 2024 og bedre end ventet prognose