Torsdagens danske avisuddrag med Matas, Genmab, Pandora og Nordea
BØRSEN
ODICO VIL BØRSNOTERES I SVERIGE
Den fynske virksomhed Odico, der arbejder med at skabe robotløsninger til byggebranchen, vil børsnoteres i Sverige, efter at virksomheden har haft svært ved at rejse risikovillig kapital i Danmark. (Forside + side 6-7)
MATAS VIL REDUCERE OMKOSTNINGER OG NEDSÆTTE PRISER
Matas' nye chef, Gregers Wedell-Wedellsborg, vil sænke priserne på produkterne og vil nedsætte omkostningerne med omkring 30-40 mio. kr. Matas lukker blandt andet sit butikskoncept Stylebox. (Side 8)
GENMAB FASTHOLDER FORVENTNINGER PÅ TRODS AF SKUFFENDE SALGSTAL
Genmab fastholder sine forventninger til sit produkt Darzalex, selvom salget skuffede i tredje kvartal. Det offentliggør Genmab i regnskabet for tredje kvartal, hvor selskabets finansdirektør, David Eatwell, gør det klart, at han regner med at salgstallet lander på det forventede 1,2-1,3 mia. dollar-beløb. (Side 11)
LEGO-ARVING OG KAPITALFOND KØBER SVENSK TECH-SELSKAB
Lego-arvingen Kirk Johansens investeringsselskab, Kirk Kapital, er gået sammen med kapitalfonden Gro Capital om at købe det svenske tech-selskab Tacton, der er specialiseret inden for salgs- og produktionskonfiguration. (Side 16)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
PANDORA-INVESTORER LANGER UD EFTER KONCERNEN
Store investorer i smykkekoncernen Pandora langer ud efter koncernen på trods af, at regnskabet viste solide tal i tredje kvartal. Investorerne beskylder blandt andet Pandora for dårlig kommunikation og uigennemsigtighed. (Forside + side 4-5)
BORGERLIGE PARTIER VIL GIVE SELSKABER LOV TIL AT DROPPE POSTNORD
De borgerlige partier De Konservative og DF vil hjælpe private selskaber med at droppe Postnord, ved at give dem lov til at sende digital post til kunderne. (Side 6-7)
DEN DANSKE SLAGTERIBRANCHE RAMMES HÅRDT AF KINESISK EKSPORT-OPBREMSNING
De danske slagteriers eksport til Kina rammes hårdest af opbremsningen af Kinas import. I de første ni måneder af 2017 er eksporten af regulære svinekødsudskæringer faldet med omkring 50 pct., målt i mængder, ifølge nye tal fra Landbrug & Fødevarer. (Side 8)
LUNDBECK VIL VÆRE MERE AMBITIØS
Den konstituerede administrerende direktør i Lundbeck, Anders Götzsche, vil løfte ambitionerne for koncernen, efter at medicinalkoncernen har leveret bedre resultater, end hvad målsætningen var for årets tredje kvartal. (Side 11)
BERLINGSKE BUSINESS
NORDEA VILLE PRESSE BYGGEKONGE TIL AT SÆLGE SIT LIVSVÆRK
Nordea lagde i 2015 et stort pres på Flemming Fenger, der ejer ejendomskoncernen Holberg Fenger Invest, for at få ham til at sælge sit livsværk til rigmanden Fritz Schur efter en længere konflikt mellem Nordea og Flemming Fenger. (Side 6)
NYT FORSLAG FRA SOCIALDEMOKRATERNE SKAL REDDE TUSINDER UD AF PENSIONSFÆLDE
Socialdemokraterne vil i et nyt forslag gøre det langt bedre for de lavtlønnede at spare op til sin pension. Socialdemokratiet bliver bakket op af selskabet Forsikring & Pension. (Side 8)
TIVOLI HAR INVESTERET ET UKENDT TRECIFRET MILLIONBELØB I NYT KONCEPT
Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, satser stort på det nye koncept Tivoli Hjørnet, der har officiel åbning d. 17. november i år. Det nye koncept, der ifølge Lars Liebst har kostet et trecifret millionbeløb, er et helårskoncept og skal gøre forretningen mindre vejrafhængig. (Side 10)
TDC VIL SÆLGE PRODUKTER VED BRUG AF ENIIGS FIBERNET
Danmarks største telekoncern TDC, vil fra 2018 sælge YouSee- og erhvervsprodukter til kunder på energiselskabet Eniigs fibernet. (Side 12)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›