Trump-administration vil sælge våben uden om Kongressen
Præsident Donald Trumps administration vil sælge våben til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater som følge af bekymringer omkring Iran.
Det sker, selv om Kongressen frygter, at de vil blive anvendt i det krigshærgede Yemen, siger en senator fredag.
Senator Robert Menendez, som er den ledende demokrat i Senatets udenrigsudvalg, har brugt sine beføjelser til at blokere for salget af titusindvis af præcisionsbomber til de to lande i Mellemøsten.
Det gjorde han af frygt for, at den humanitære krise i Yemen vil blive forværret.
Men Trump-administrationen har meddelt medlemmer af Kongressen, at den vil omgå reglerne om, at salget skal godkendes af kongresmedlemmer.
- Jeg er skuffet, men ikke overrasket over, at Trump-administration endnu engang hverken lægger vægt på at prioritere vores langsigtede sikkerhedspolitiske interesser eller tænker på menneskerettighederne - men i stedet favoriserer autoritære regimer som Saudi-Arabien, siger Menendez i en erklæring.
Han understreger samtidig, at administrationen ikke tager hensyn til, at det legale krav er opfyldt, så den kan handle på denne måde.
- Millioner af liv afhænger af det, siger Menendez.
Den saudiarabisk-ledede koalition i Yemen har udført en række luftangreb mod Yemens oprørskontrollerede hovedstad, Sanaa, og andre byer, hvorved mange civile er blevet ramt.
Den saudiarabisk-ledede koalition har i fire år bekæmpet houthi-oprørerne i Yemen for at få genindsat Yemens internationalt anerkendte regering.
Titusindvis af folk har mistet livet i den årelange krig. Situationen i Yemen beskrives af FN som verdens værste humanitære katastrofe.
Konflikten i landet opfattes af mange som en satellitkrig mellem de to stormagter i Mellemøsten, Saudi-Arabien og Iran.
/ritzau/Reuters
Tags: USA❯