Tryg lancerer forsikring af høreapparater

Udgivet den 05-07-2006  |  kl. 09:53  |  

Bekymringerne bliver nu mindre for de op mod 300.000 mennesker i Danmark, der bruger høreapparat. En ny forsikring, der er udviklet af Tryg og landets private høreklinikker, erstatter nu et høreapparat, der går i stykker eller bliver væk. Forsikringen er den første af sin art i Danmark og har længe været efterspurgt blandt brugerne af høreapparater.

Et høreapparat koster mellem 5.000 og 15.000 kroner. Det offentlige giver et tilskud på lidt over 5.500 kroner. Men da tilskuddet gives hvert fjerde år, kan det skabe problemer for brugere, hvis de mister høreapparatet eller taber det, så det går i stykker, inden der er gået fire år. Det er løst med den nye forsikring, der for eksempel dækker, hvis en person kommer til at træde på et tabt høreapparat, hvis en hund tygger på det, eller hvis man mister det under badning.

- Den nye forsikring skaber tryghed for vores kunder. Nu skal de ikke længere bekymre sig om, om der sker noget med deres nye høreapparat, og de så får en ekstra-udgift på mange tusinde kroner. Vi kan allerede mærke en stor interesse for forsikringen, siger Leif Sejrup, som er formand for sammenslutningen af private høreklinikker i Danmark og sammen med Tryg har taget initiativ til forsikringen.

Den nye forsikring kan købes samtidig med høreapparatet i landets mere end 90 høreklinikker eller direkte hos Tryg. Forsikringen gælder i fire år og dækker både tab, tyveri og beskadigelse af enhver art, der ikke er dækket af fabriksgarantien. Den koster 500 kroner for ét høreapparat og 800 kroner for to, og der er 500 kroner i selvrisiko.

- Vi er glade for, at vores nye forsikring kan være med til at øge trygheden for brugerne af høreapparater i Danmark, siger Mikkel Rud Pedersen, afdelingsleder for Privat Police i Tryg. Tryg forventer at sælge op mod 3000 af de nye forsikringer i løbet af det første år.

Den nye forsikring udbydes af en specialafdeling i Tryg, der hedder Max Levig. Afdelingen tager sig af særlige typer af forsikringer, som falder uden for Trygs produktsortiment. For eksempel kostbare smykker, musikinstrumenter, lyd- og lysudstyr, jagtvåben, golfudstyr og kunstudstillinger.

Udgivet af: NPinvestordk