Tysk bilkrig bremser profitten

Udgivet den 13-03-2015  |  kl. 09:38  |  

De tyske bilkæmper Audi, BMW og Mercedes-Benz kæmper en indædt kamp for at overtage dominansen i branchen for luksusbiler. For at nå det har virksomhederne skruet op for investeringerne, og det koster på bundlinjen.

Det skriver Wall Street Journal.

Sidste år forsvarede BMW sin globale førerposition med 1,81 mio. solgte biler tæt forfulgt af Audi og Mercedes, der solgte henholdsvis 1,74 og 1,65 mio. enheder.

Men konkurrencen accelererer i takt med, at de tre luksusbilproducenter alle vil overtage branchens salgskrone, og der bliver derfor skudt milliarder af euro i nye, store investeringer.

Urolige aktionærer solgte torsdag BMW-aktier, efter at bilkæmpen torsdag aflagde årsregnskab for 2014, som indikerede et fald i salgsvæksten fra 9,4 pct. i tredje kvartal til 8,2 pct. i fjerde kvartal af 2014.

- Vi er fokuserede på at øge vores salgsvolumen på verdensplan i år og dermed slå ny rekord for antallet af leverancer, siger BMW-topchef Norbert Reithofer i en officiel udtalelse torsdag.

På trods af, at det på kort sigt vil koste på bundlinjen har Audi øremærket 26 mia. euro til nye investeringer over de næste fem år. Virksomheden vil bygge nye fabrikker i Mexico og Brasilien og gør sig klar til at udvidde antallet af luksus- og sportskøretøjer til 60 modeller frem mod 2020 mod de nuværende 52.

- Profitudviklingen vil fortsætte med at reflektere vores omfattende investeringer i fremtiden, siger Axel Strotbek, finansdirektør i Audi, til Wall Street Journal.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  ❯ 

Seneste nyheder