Unibrew/SHB: Kursmål op inden regnskab

Udgivet den 26-08-2013  |  kl. 07:09  |  

Analytikerne i svenske Handelsbanken fastholder et positivt syn på Royal Unibrew-aktien, trods at selskabet har en stor mundfuld foran sig i integrationen af finske Hartwall.

Opkøbet kommer efter en periode, hvor Unibrew ellers skiftede fokus fra aggressiv vækstjagt til en mere stabil forretning.

- Selskabet forbereder sig nu på sin næste fase med opkøbt af Hartwall, som vi ser som havende relativt lav risiko, og med stærkt potentiale for at genoptage sin rolle som udbyttecase efter 2014, når der er betalt lidt af på gælden, skriver Handelsbanken om Royal Unibrew.

Købet af Hartwall øger bankens valuering af Unibrew med 80 kr. per aktie, og andre faktorer føjer yderligere 30 kr. til, så Handelsbankens nye kursmål for Royal Unibrew lyder på 650 kr. mod tidligere 540 kr. Anbefalingen "akkumulér" fastholdes.

Unibrew-aktien lukkede fredag i kurs 586 på børsen.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk