USA/åbning: Fald over hele linjen - Walmart belønnes for regnskab og opkøb

Udgivet den 20-02-2024  |  kl. 15:40  |  

Wall Street trækker ned efter en forlænget weekend, hvor handlen var lukket mandag for fejringen af Presidents' Day.

I de første handler falder det brede amerikanske S&P 500-indeks 0,3 pct. til 4990,56, Nasdaq går 0,5 pct. tilbage, mens Dow Jones ligger omkring uændret med en lille pil op.

Hos Jefferies er humøret dog ikke i bund:

- Vi ser stadig aktierne ligge højere fra nu og til slutningen af året. Men det er usandsynligt, at vejen bliver en lige linje, siger Mohit Kumar, cheføkonom hos Jefferies, til Reuters.

Goldman Sachs venter også fremgang og har hævet sit mål for S&P 500-indekset ved årets udgang til indeks 5200, hvilket vil sige omkring 4 pct. højere end det nuværende niveau med henvisning til bedring i indtjeningen hos selskaberne.

På den seneste handelsdag - i fredags - smed S&P 500-indekset 0,5 pct. efter torsdagens rekord, Dow Jones-indekset mistede 0,4 pct., mens Nasdaq tabte 0,8 pct.

Efter en større end ventet inflation i producentpriserne i sidste uge afsporede håbet om snarlige rentesænkninger fra den amerikanske centralbank, skal handlerne tirsdag vægte, hvad det betyder, at den kinesiske centralbank har overrasket markedet ved at sænke boligrenterne med den største margin nogensinde.

REGNSKABERNE FORTSÆTTER - KÆDER STÅR FOR TUR

Supermarkedskæmpen Walmart har leveret et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal, hvor blandt andet den justerede indtjening per aktie er øget til 1,80 dollar fra 1,65 dollar sammenlignet med analytikerprognosen på 1,71 dollar.

For det nye regnskabsår 2024/25 ventes den justerede indtjening per aktie at nå 6,70-7,12 dollar mod ventet 7,09 dollar.

I en separat meddelelse annoncerer Walmart også aftalen om at købe smart-tv-producenten Vizio Holdings for 2,3 mia. dollar i kontanter eller 11,50 dollar per aktie for at accelerere detailkæmpens reklamevirksomhed, kaldet Walmart Connect.

Walmart stiger 5,9 pct., mens opkøbsemnet Vizio stiger hele 15,5 pct. til 11,00 dollar.

Byggemarkedskæden Home Depot melder om vigende salg for femte kvartal på stribe, skriver Bloomberg News og tilføjer, at udviklingen tilskrives høje boligrenter.

Også i dette regnskabsår ventes tilbagegang. Her spår Home Depot et fald i det sammenlignelige salg på 1 pct. mod et ventet minus på 0,2 pct. blandt analytikerne.

Home Depot falder 1,8 pct. i den indledende handel.

STATSPENGE TIL CHIP

Og så stiger chipproducenten Intel stiger 3,2 pct. efter rapporter fredag om, at Biden-administrationen er i forhandlinger om at tildele mere end 10 mia. dollar eller mere end 69 mia. kr. i støtte til selskabet.

I samme boldgade kunne en anden chipproducent Globalfoundries allerede mandag melde om en saltvandsindsprøjtning fra den amerikanske regering på 1,5 mia. dollar svarende til omkring 10 mia. kr. til at udbygge den hjemlige produktion af mikrochips.

Globalfundries er verdens tredjestørste producent af mikrochips og blev oprindeligt blev skabt efter et frasalg af produktionsafdelingen hos Advanced Micro Devices (AMD).

Aktien går 2,9 pct. frem i de første handler.

MERE BRÆNDE PÅ AI-BÅLET

Efterhånden som investorerne vender tilbage efter den lang weekend, vil fokus i løbet af tirsdagen rette sig mod chipprocenten Nvidia, der kommer med regnskab efter lukning onsdag. Det vil være med til at teste markedsoptimismen omkring potentialet for kunstig intelligens (AI).

Netop AI har gjort Nvidia til det tredjemest værdifulde amerikanske selskab, og for nylig erstattede selskabet Tesla som Wall Streets mest handlede aktie, ifølge Reuters.

Chipproducenten og Teslas falder begge 1,1 pct. i den indledende handel.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯