USA/åbning: Tilbagevenden optimisme holder rekordjagt i live - Gamestop dratter ned
Der er en spinkel optimisme at spore på Wall Street fredag, hvor det brede S&P-indeks har kurs mod fjerde uge i træk med stigninger - og dertil kan hente årets 23. rekord hjem, hvis det gode humør får bedre fat.
Det var især onsdagens inflationsrapport, der gav anledning til et lettelsens suk, da inflationen fortsat viser tegn på afkøling - om end langsomt.
Fredag åbner S&P 500-indekset med et plus på 0,1 pct., og det samme gør Nasdaq-indekset. Det smalle Dow Jones går frem med 0,2 pct.
Torsdag tog markederne sig en puster efter lidt høgeagtige kommentarer, der indikerer højere renter i længere tid. De kom fra medlemmer af USA's centralbanks chefgruppe, som gerne vil se flere data med afbøjende inflation, inden de vil sænke renten.
Blandt enkeltaktierne er der fokus på en række af de mere kulørte selskaber, hvor blandt andet Gamestop endnu en gang er i vælten efter foreløbige tal for første kvartal og meldinger om et muligt aktiesalg.
GAMESTOP SENDES I DØRKEN IGEN
Gamestop-aktien får fredag endnu en gang gedigne kurstæsk på børsen, hvor den bliver sendt ned med 21,3 pct. fra start, efter at den torsdag dykkede 30 pct.
Fredag har selskabet fremlagt lidet imponerende tal for første kvartal og samtidig åbnes der for et muligt salg af 45 mio. A-aktier.
Det er dog ikke nødvendigvis regnskabet, der vægter tungest i kursfaldet. Aktien har været gevaldigt i vælten, efter at den seneste bølge meme-mani er skyllet ind over markederne.
Gamestop er en del af de såkaldte meme-aktier - en betegnelse, der dækker over aktier, der er populære blandt spekulanter på sociale medier, hvor aktietips akkompagneres af billeder eller korte videoklip - også kaldet memes.
Gamestop steg 60,1 pct. tirsdag oven på mandagens løft på 74,4 pct. Kursfesten blev startet, da profilen "Roaring Kitty", som i sin tid startede de private investorers eufori omkring videospilskæden, mandag for første gang i flere år igen var aktiv på de sociale medier.
Opturen vendte dog torsdag, hvor en anden af meme-aktierne - biografkæden AMC - ligeledes faldt tungt efter et par dage med voldsomme kursstigninger.
Aktien smed 15,4 pct. og falder fredag yderligere 4,7 pct.
AI-AFTALE SENDER REDDIT OP
Det nynoterede sociale medie Reddit er i hopla fredag, efter at selskabet har indgået en aftale med kunstig intelligens-selskabet OpenAI, der står bag ChatGPT.
Aftalen giver ChatGPT adgang til Reddits indhold, som chatrobotten også kan bruge som træningsmateriale.
Det vil "gøre OpenAI's AI-værktøjer bedre i stand til at forstå og fremvise Reddit-indhold - specielt på nylige emner," meddeler selskaberne ifølge Bloomberg.
Reddit-aktien stiger 14,7 pct.
APPLIED MATERIALS KOMMER TILBAGE
Applied Materials, der er den største amerikanske producent af udstyr til chipproduktion, tager fredag en lille revanche. Aktien blev ellers sendt ned i eftermarkedet trods både et regnskab og forventninger, der lå højere end analytikernes forventninger.
Det var dog ikke umiddelbart godt nok, og derfor faldt aktien 1,2 pct. i eftermarkedet.
Fredag kommer den dog tilbage på sporet med et plus på 0,4 pct. kort efter åbningen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›