USA: Aktier ses stige ovenpå godt detailsalg
Kort før kl.15 var S&P futures steget 0,1 pct. , mens Nasdaq futures var oppe med 0,4 pct. Dette indikerer en lidt højere åbning på Wall Street fredag.
Kl. 14:30 blev der offentliggjort tal for det amerikanske detailsalg i oktober. Detailsalget steg med 0,2 pct, hvilket er en anelse højere end markedets forventninger på 0,1 pct. Detailsalget eksklusiv biler steg med 0,9 pct, hvilket også var bedre end konsensus-estimatet på 0,6 pct. For september måned blev detailsalget endvidere revideret op fra 1,5 pct. til 1,6 pct.
Verdens største computerproducent Dell fremlagde et solidt regnskab for tredje kvartal, hvor selskabet levede op til markedets forventninger og fastholdt sit skøn for årsresultatet. Sammen med de positive tal vil Dells regnskab formentlig bidrage til en positiv stemning på de amerikanske aktiemarkeder.