USA: Efter kraftigt rentefald - minusrenter forude?

Udgivet den 03-09-2019  |  kl. 22:52  |  

Måske vil USA blive medlem af klubben, hvor også Tyskland og Japan befinder sig, med negative statslige renter. Det ellers utænkelige kan blive en realitet, da obligationskurserne fortsætter op og op, mens renterne falder og falder.

Den tiårige rente faldt igen tirsdag med 4 basispoint til 1,46 pct. - kun 10 basispoint over alletiders bundrekord på 1,36 pct. fra juli 2016 - og samtidig er der ingen tegn på, at de mange usikkerhedsmomenter, der driver renten ned, global opbremsning, handelskrig og brexit, snart vil være bag os.

I alt er obligationsudstedelser for 17.000 mia. dollar for tiden i minus, mens den tiårige tyske rente ligger på negative 0,70 pct. og den ditto japanske er på 0,27 pct.

Man skal dog bare tilbage til udgangen af juli for at finde en amerikansk rente over 2,0 pct., og ved udgangen af sidste år var den tiårige rente i USA på 2,68 pct. - 122 basispunkter højere end tirsdag.

- Vi kunne se en nulrente. Sandsynligheden stiger, især da vi falder så hurtigt, siger Nick Maroutsos, chef for globale obligationsinvesteringer hos Janus Henderson, til Financial Times.

Maroutsos venter, at den tiårige rente ganske snart kan dykke under 1,0 pct., men ser dog noget længere udsigter for at bryde i minus, da den største drivkraft i den bevægelse vil være rentesænkninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der stadig er moderat i sine forventninger om rentenedsættelser.

- Mens centralbanker i Europa og Japan har lagt alle æg i en kurv ved at benytte negative rente for at stimulere væksten, og Fed følger nøje med... er vi endnu ikke ved det punkt, hvor USA helt vil omfavne det, med mindre de ser nogle eksempler fra det virkelige liv på, at det virker.

I eurozonen har renten siden 2014 været negativ og ligger for tiden i minus 0,4 pct. I Japan satte centralbanken renten i minus i 2016, mens den nu er kravlet op til plus 0,1 pct. på visse indskud.

I USA er den toneangivende rente i intervallet 2,00 til 2,25 pct. Centralbanken sænkede i juli renten for første gang siden 2008 - efter ni løft i træk. Banken synes dog ikke villig til aggressivt at sænke renten trods markedets spekulationer om det modsatte.

- At hoppe herfra til nul er langt at gå. Men chancen for at renterne vil vende tilbage til, hvor de var i starten af året? Glem det, siger Steve Major, researchchef for renteinvesteringer i HSBC, til Financial Times.

Bill O'Donnell, rentestrateg hos Citigroup, tror heller ikke på stigende renter, men tvivler samtidig på minusrenter i USA. Han peger også på, at den økonomiske udvikling i USA skal ændre sig markant til det værre, for at centralbanken ville være parat til at lempe tilstrækkeligt på sin rente.

- Jeg håber ikke, det sker så tidligt som inden for nogle år. Jeg kan ikke forestille mig de nyheder, der ville forårsage det. Det ville ikke være noget godt, konkluderer O'Donnell.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:14 Mærsk: Prisen på containerfragt går frem for tredje uge i træk
10:44 Sparekassen Sjælland ser lavere centralbankrenter reducere overskudet i 2025
10:04 Finanspolitiske bekymringer presser britiske renter op og sender pund i hullet
10:02 Freetrailer udvider til Holland
09:45 Novo får skåret kursmålet med 10 pct. af Deutsche Bank
09:30 Mærsks fald på mere end 6 pct. er en hård reaktion vurderer chefhandler
09:20 Aktier/åbning: Mærsk får store klø efter afblæst havnestrejke i rød åbning
08:56 ISS skærer ledelsen til fem medlemmer og uddeler nye ansvarsområder
08:53 Carnegie ser potentiale på over 20 pct. i Ambu-aktien og løfter anbefalingen til "køb"
08:45 Obligationer/åbning: Lette rentestigninger med europæisk detailsalg i fokus
08:43 Bavarian/Nordnet: Aktietilbagekøb kan stabilisere og understøtte aktien
08:39 ISS skærer ledelsen til fem medlemmer og uddeler nye ansvarsområder
08:22 Aktier/tendens: Mærsk i negativt fokus efter afblæst havnestrejke
08:12 Bavarian Nordic lancerer aktietilbagekøbsprogram for 150 mio. kr.
07:55 Aktier/Sydbank: Danske selskabers globale fodaftryk skærmer mod Trumps toldtrussel
07:49 Amerikansk havnestrejke er afblæst for nu - indgår foreløbig aftale
07:37 Kinesisk inflation slutter året tæt på nul trods stimulus
07:24 Amerikansk havnestrejke er afblæst for nu - indgår foreløbig aftale
07:16 Obligationer/tendens: Lette rentefald i vente med fokus på det europæiske detailsalg
07:12 Mærsks asiatiske konkurrenter får en over snuden torsdag