USA: Fed's Cleveland-chef vil holde godt øje med privatforbruget

Udgivet den 04-10-2019  |  kl. 23:41  |  

Loretta Mester, er er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Cleveland, er helt på linje med den øverste chef for Federal Reserve, Jerome Powell, når det kommer til den aktuelle vurdering af den amerikanske økonomi.

Den har det nemlig fortsat overordnet set godt - selv om et par sløje nøgletal i løbet af denne uge har fået flere økonomer til igen at tale om en reel risiko for recession.

Og der er fortsat risici i det opsving, som den amerikanske økonomi er inde i, vurderer både Jerome Powell og Loretta Mester.

Sidstnævnte holder i særlig grad godt øje med privatforbruget, sagde hun fredag.

- Det jeg holder øje med er: Vil de svagheder, vi ser i handlen og produktionssektoren, smitte af på forbrugeren? Indtil nu har vi ikke set det sket, lød det i en tale fra Loretta Mester, skriver Bloomberg News.

Hun tilføjer, at inflationen i USA er meget tæt på målsætningen på 2 pct., og at hendes klare vurdering er, at prisstigningerne gradvist vil bevæge sig op til målet.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  USA❯