USA / Luk: Markedet lukker blandet

Udgivet den 07-02-2013  |  kl. 05:35  |  

De amerikanske aktiemarkeder lukkede onsdag blandet før torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank, hvilket overskygger en strøm af bedre end ventede regnskaber fra Disney og Time Warner. Biogen blev løftet efter opkøbet af halvdelen af rettighederne til Tysabri for 3,25 mia. dollar.

Dow Jones-indekset steg 0,1 pct. til 13.986, og S&P 500-indekset steg 0,1 pct. til 1.512. Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede 0,1 pct. lavere i 3.168.

Walt Disney steg 0,4 pct. til 54,5 dollar. Den amerikanske mediegigant kom sent tirsdag med regnskab for sit forskudte første kvartal, hvor både omsætningen og indtjeningen var lidt bedre end ventet. Medie og netværksdivisionen fremviste en omsætningsvækst på 6,7 pct., mens omsætningen i Studio Entertainment faldt 4,5 pct. Divisionen, som står for forlystelsesparker oplevede en omsætningsfremgang på 7,5 pct.

Mediekoncernselskabet Time Warner, der har underholdningsaktiviteter, såsom filmproduktion og kabeltv-aktiviteter, fremlagde regnskab for fjerde kvartal, hvor salget var lidt svagere end ventet, mens EPS-indtjeningen var bedre end ventet. Time Warner blev løftet 4,1 pct. til 52 dollar.

Biogen Idec blev løftet 2,3 pct. til 160,98 dollar. Medicinal- og biotekselskabet har aftalt at betale Elan Corp. 3,25 mia. dollar for det irske biotekselskabs halvdel af multiple sclerose-medikamentet Tysabri. Aftalen giver Biogen de fulde rettigheder til Tysabri, som tidligere var et 50-50-samarbejde, hvor de to selskaber delte overskuddet ligeligt, hvor det samlet genererede et salg på 1,6 mia. dollar i 2012.

Wynn Resorts, som er afhængig af sine kasinoer i Macau, faldt 1,9 pct. til 123,3 dollar efter den kinesiske regering i løbet af denne måned vil slå ned på arrangører der bringer gamblers fra det kinesiske fastland til Macau. 

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder