USA/aktier: Optimismen intakt frem mod megaregnskaber senere på ugen

Udgivet den 28-10-2024  |  kl. 13:15  |  

169 af det brede amerikanske S&P 500-indeks' selskaber oversvømmer aktiemarkedet med kvartalsregnskaber i indeværende uge. Der i blandt flere af de megastore teknologiaktier. Og børshandlerne i New York er på forhånd positivt stemt.

Det viser handlen med futures for de store amerikanske aktieindeks frem mod børsåbningen mandag eftermiddag en time tidligere dansk tid end sædvanligt, fordi USA i modsætning til blandt andet Danmark endnu ikke er skiftet fra sommer- til vintertid.

For futuren for S&P-indekset er der i formarkedet et plus på 0,5 pct., og futuren for det teknologidominerede Nasdaq-indeks stiger 0,6 pct. Futuren for de tunge aktiers Dow Jones-indeks stiger 0,3 pct. Dermed er der udsigt til en vending i forhold til den lidt sure afslutning på sidste uges amerikanske aktiehandel, som fredag førte til et marginalt fald for S&P 500-indekset, et plus til Nasdaq-indekset på 0,6 pct. og et fald for Dow Jones-indekset på 0,6 pct.

MEGASELSKABER SÆTTER RETNINGEN

Blandt ugens regnskabsaktuelle aktier ses Apple, Meta, Microsoft, Alphabet og Amazon, som handles med plusser på 0,4-2,1 pct i formarkedet.

Samtidig løftes aktien i chip-sværvægteren Nvidia med 1,1 pct. frem mod handelsstart, efter at selskabet fredag i sidste uge overtog pladsen som det mest værdifulde selskabet fra Apple.

Kæmpeselskaberne har en dominerende indflydelse på den samlede værdiskabelse i det amerikanske aktiemarked.

I sidste regnskabssæson voksede indtjeningen i de syv største, "Magnificent Seven", som udover de nævnte også omfatter Tesla, med 37 pct. Det var langt over gennemsnittet for de resterende selskaber i S&P 500, som i gennemsnit voksede med 8 pct. Det spænd ser dog ud til at blive mindsket i denne omgang.

- "Magnificent Seven"-selskaberne forventes fortsat at levere den største del af indtjeningsvæksten i tredje kvartal ligesom tilbage i andet kvartal, men forskellen på indtjeningsvæksten mellem dem og de andre 493 selskaber fra S&P 500 bliver mindre, vurderer seniorstrateg Natalia Setlak i Danske Bank.

UPÅVIRKET AF STIGENDE RENTE

Fremgangen for de store, sædvanligvis rentefølsomme teknologiselskaber synes upåvirket af en den seneste tids amerikanske rentestigning, som på et tidspunkt mandag trak renten på den tiårige amerikanske statsobligation op i højeste niveau i mere end tre måneder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ud over den store bunke regnskaber kan handlerne også se frem mod væsentlige nøgletal, som vil have afgørende betydning af den amerikanske centralbank, Federal Reserves rentebeslutninger.

Der kommer blandt andet nye data for den økonomiske vækst og for udviklingen i kerneforbrugerpriserne, som er centralbankens foretrukne mål for inflationen. Dertil vil fredagens jobrapport for oktober vise tal for skabelsen af nye job uden for landbruget.

Ifølge Bloomberg News ventes der i tredje kvartal en uændret vækst på 3,0 pct. annualiseret, inflationen ventes at aftage til 2,6 pct. i september fra 2,7 pct. måneden før, og jobskabelsen uden for landbruget ventes at nå blot 110.000 i oktober mod 254.000 måneden før.

POSITIV OLIEEFFEKT FOR LUFTFART

Som handelsdagens mulige vindere peges ifølge Bloomberg News på forhånd på flyselskaberne på grund af lavere oliepriser.

United Airlines, Delta Air Lines, American Airlines og Jetblue Airwais stiger 2,7-3,7 pct i formarkedet.

Flyproducenten Boeing har søsat et salg af aktier for knap 19 mia. dollar for at afværge en sænket kreditvurdering hos bureauer som Fitch og S&P Global. Det oplyser selskabet i en indberetning ifølge Bloomberg News. Konkret vil flyproducenten udstede 90 mio. nye aktier og aktier handlet på udenlandske børser på omkring 5 mia. dollar.

Aktien taber 1,0 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder