USA/aktier: "Skuffende" Fed-melding vendte minus til plus

Udgivet den 18-09-2019  |  kl. 22:08  |  

De amerikanske aktier indledte onsdagen med kurfald efter en nedjustering fra pakkegiganten Fedex og tiltagende spændinger i Mellemøsten. Udviklingen tog lidt ekstra fart, da USA's centralbank som ventet sænkede sin rente, men samtidig kom med en rentemelding, der ikke viste flertal for flere nedsættelser i år. Sidst i handelen vendte stemningen dog rundt, og det sluttede med små plusser.

Det brede S&P 500 lukkede således marginalt oppe, mens Dow Jones vandt 0,1 pct. Nasdaq faldt imidlertid med 0,1 pct.

SLUT FOR RENTESÆNKNINGER I ÅR

Federal Reserve, centralbanken i USA, sænkede helt som ventet sin rente med 0,25 pct.point onsdag, men bankens dot-plot-diagram viste, at flertallet af de 17 individuelle bankchefer ikke ser yderligere rentesænkninger i 2019 eller 2020. Det skuffede markedet, som indregner to til tre rentesænkninger mere.

- Hovedbekymringen er, at der måske ikke kommer en rentesænkning mere, og det er derfor man så et mindre udsalg. Men det er næsten som at sælge på gode nyheder. De lod døren stå åben for flere sænkninger. Det er lige nu et virkelig splittet Federal Reserve, sagde Alan Lancz, direktør for Alan B. Lancz and Associates, til Reuters.

DET ER HANDELSKRIGENS SKYLD

Spændingerne i Mellemøsten fyldte også en del. USA har varslet øgede sanktioner mod Iran efter weekendens angreb på olieinstallationer i Saudi-Arabien, der onsdag pegede på at Iran "utvivlsomt" var indblandet.

Logistikselskabet Fedex nedjustering tirsdag aften fyldte dog mindst lige så meget, da selskabet gav handelskrigen skylden.

Fedex regner nu med at nå en justeret indtjening per aktie i intervallet 11 til 13 dollar. Den nye prognose er klart under forventningerne på Wall Street.

- Vores præstation er fortsat negativt påvirket af det svækkede makroøkonomiske klima drevet af den tiltagende spænding og usikkerhed omkring handelspolitikken, udtalte topchef Fred Smith i regnskabet.

Aktien i Fedex faldt med 12,9 pct. og satte dermed den negative tone for aktiemarkedet onsdag.

BANKERNE LØFTET

Med den negative stemning onsdag steg de defensive forsyningsaktier mest med 0,5 pct., mens finansaktierne fulgte lige efter med et plus på 0,4 pct.

Federal Reserves meldinger løftede nemlig renterne, og det er godt nyt for bankerne, da det styrker indtjeningen på rentemarginalen, forskellen på ind- og udlånsrenterne.

I den anden ende var energiaktierne mest i minus i S&P 500 med et fald på 0,4 pct., fordi olieprisen igen onsdag faldt tilbage efter spiket mandag, da den steg med 14,7 pct. efter angrebet på de saudiske installationer.

Industri faldt også 0,1 pct., mens it-sektoren vendte et minus til et plus på 0,1 pct., og kommunikationsservice mistede tilsvarende.

ADOBE SKUFFEDE

Fedex trak med sit store fald mest ned af alle i S&P 500, ligesom aktien med afstand tabte mest i indekset.

Minusser til Amazon, AT&T og Netflix på henholdsvis 0,3 pct., 1,1 pct. og 2,4 pct. bidrog dog også til at dæmpe stemningen, mens Apple og Microsoft hev i den anden retning med plusser på 0,9 og 0,8 pct.

Storbankerne JPMorgan og Citigroup gjorde også sit for at løfte op i skørterne med plusser på 1,0 og 0,9 pct.

Softwarekoncernen Adobe var onsdag også i fokus med et kursfald på 1,8 pct. efter regnskabet for tredje kvartal. Tallene i den overståede periode var godkendte, men prognosen for omsætningen i fjerde kvartal skuffede. Adobe regner med, at omsætningen vil lande omkring 2,97 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde spået 3,02 mia. dollar.

Der var også minus til vårungen på børsen, Chewy, som blev noteret i juni. Et egentlig godkendt regnskab for andet kvartal blev straffet med et fald på 6,2 pct.

- Vi tror, at markedet stadig forsøger at fastslå Chewys "sande" indtjeningspotentiale, da indledende forventninger kan have været om en mere udtalt opside, sagde Brent Hill, analytiker hos finanshuset Jefferies, til Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Unibrew bragede i vejret i fladt marked
17:42 Trifork-aktionærer vedtager mindre navneændring
17:16 Stoltenberg: Nato enes om at sende mere luftværn til Ukraine
17:06 Unibrew lægger knap 4 mia. kr. til markedsværdi efter største stigning i 15 år
17:04 Fredagens obligationer: Bekymring og rentefaldt vendt til lettelse og rentestigninger
17:03 Fredagens aktier: Unibrew i hovedrollen med største stigning i 15 år efter opjustering
16:42 Amerikansk Widex-chef kan godt se sig i VA igen - men ingen beslutning truffet
16:34 ECB-medlem: Europa kan trykke på renteknappen før USA men forskellen vil kunne mærkes
16:23 American Express tiltrækker kvalitetskunder og slår forventninger i første kvartal
15:57 Ørsted indgår endelig aftale med partner om køb af resten af amerikansk vindprojekt
15:46 USA/åbning: Netflix falder tungt i blandet amerikansk aktiestart
14:18 USA/tendens: Futures retter sig efter store fald tidligt fredag - Netflix i fokus
13:05 Procter & Gamble tjente mere end ventet men skuffer med salget
13:03 Valuta: Usikkerhed styrker schweizerfranc - og yoyo i euro-dollar
12:20 Europa/aktier: Unibrew og L'Oreal til tops i konfliktfyldt aktiemarked
11:56 Obligationer/middag: Bekymringer for situationen i Mellemøsten bag beskedent rentefald
11:44 Aktier/middag: Unibrew i vejret og positiv afsmitning på Carlsberg i negativt aktiemarked
11:37 Unibrew ser fortsat flad volumenvækst trods god start på året
10:25 Unibrew er foran planen: Produktionen i nytilkøbte bryggerier er kommet op i gear
09:45 Iransk embedsmand efter muligt angreb: Ingen planer om gengældelse