USA/aktier: Ugeplus nær 3 pct - trukket af it og chipaktier

Udgivet den 15-03-2019  |  kl. 21:08  |  

Aktierne i USA sluttede fredag ugen af med stigninger, efter at investorerne fik opmuntrende meldinger om handelsforhandlingerne mellem Kina og USA iblandet et positivt regnskab fra teknologisektoren.

Det brede S&P 500-indeks vandt 0,5pct. og steg næsten 3 pct. gennem hele ugen. Det smallere Dow Jones-indekset gik også op med 0,5 pct. fredag. Teknologitunge Nasdaq steg samtidig 0,8 pct.

OPTIMISTISKE FORBRUGERE

Torsdag aften fortalte USA's præsident Donald Trump, at det går "rigtig godt med forhandlingerne" med Kina, og det var på linje med meldinger fra Trumps finansminister, Steven Mnuchin, tidligere.

Torsdag skrev The Wall Street Journal også, at Kina har ændret i et lovforslag om udenlandske investeringer, som medfører, at embedsmænd, der stjæler og videresælger teknologisk viden fra udenlandske selskaber, kan straffes. Kinesisk teknologityveri er et af de store stridspunkter mellem USA og Kina.

- Det går godt. Det er historien, som kommer ude fra Asien, om at Kina vil slå ned på tyveri af teknologi, som ligger bag. Det er en lang hånd at strække frem mod USA. Det er interessant for teknologisektoren, som er kørt pænt op i løbet af ugen, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger samtidig på, at bekymringen i markedet ellers er, at der indgås en handelsaftale, men at teknologikrigen fortsætter, fordi området ikke kommer med.

- Så har Broadcom leveret et godt regnskab, og Nvidia købte op i starten af ugen. Det er mere med mere på.

CHIPAKTIER I FRONT

Fredag var det netop den vigtige it-sektor, der trak for med et plus på 1,2 pct. Der var plusser til både software og hardware, men især chipaktiernes fremgang på 3,0 pct. løftede.

Stemningen for halvlederaktierne blev løftet af regnskabet torsdag aften fra Broadcom, som med sin fastholdte salgsprognose for helåret manede frygten for svigtende efterspørgsel i jorden. Trods et salg lidt til den svage side i første kvartal. Det gav lettelse hos investorerne, efter faldet i efterspørgslen på chips i sidste halvdel af 2018.

Broadcoms aktien vandt frem med hele 8,2 pct., men som ringe i vandet spredte den positive stemning sig også til Intel med et plus på 1,7 pct., til Texas Instruments, der vandt 3,4 pct., til Nvidia, som steg 2,6 pct., og til Applied Materials med et plus på 3,8 pct.

MICROSOFT I REKORD

Blandt de store aktienavne var der fremgang til verdens mest værdifulde aktie, Microsoft, som vandt 1,2 pct. til 115,91 dollar, og til Apple med et plus på 1,3 pct. Amazon steg samtidig 1,6 pct.

Microsoft, som fredag blev udråbt til favoritaktie hos finanshuset Mizuho, endte i rekordniveau, og både Microsoft og Apple steg for sjette dag i træk.

Tilmed flyproducenten Boeing gik op med 1,5 pct. Aktien har været hårdt ramt, efter søndagens flystyrt i Etiopien, da et fly af typen Boeing 737 MAX 8 faldt ned, og 157 mennesker omkom. De fleste luftfartsmyndigheder har siden udstedt flyveforbud mod flytypen, men fredag løftedes aktien af nyheden om, at Boeing om ti dage vil rulle en softwareopdatering, som skal forbedre sikkerheden, ud, skrev AFP.

På negativsiden faldt Facebook med 2,5 pct. Onsdag oplevede selskabet store driftsvanskeligheder på sine platforme, og torsdag aften kom det frem, at selskabets øverste produktdirektør Chris Cox forlader selskabet.

SKUFFENDE REGNSKAB

På regnskabsfronten kom der torsdag aften nyt fra softwareselskabet Adobe.

Adobe faldt med 4,0 pct. Trods en opjustering til forventningerne for helåret var investorerne ikke tilfredse, da prognosen for det indeværende andet kvartal skuffede.

Endelig var der fokus på Tesla, der torsdag aften præsenterede sin nye elbil med navnet Model Y. Aktien faldt med 5,0 pct. Der går halvandet år, før leveringerne af Model Y starter, skrev Bloomberg News, og da Tesla kræver depositum på 2500 dollar ved forudbestillinger, mere end dobbelt så meget som for den seneste Model 3, så frygter investorerne, at det er for meget for kunderne, og at det vil ramme selskabets pengestrøm.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,42%
 
09:53:01

 
7,15%
 
09:53:01

 
3,03%
 
09:53:01

 
2,68%
 
09:53:01

 
0,69%
 
09:53:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder