USA/lukning: Aktier tog endnu en rekord - teknologi trak for

Udgivet den 03-12-2024  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske aktiemarked indledte den nye uge med moderat fremgang, trukket af teknologisektorerne, og dermed byggede aktierne i USA ydermere på fredagens rekordniveau.

Stærkere end ventede nøgletal fra den amerikanske økonomi, PMI- og ISM-målinger fra industrien, sendte imidlertid renterne op, hvorfor sidste uges obligationsfremgang var sat på pause og altså vendt rundt.

Tirsdag morgen indikerer futures marginale stigninger på under 0,1 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere tirsdag.

Senere på ugen kommer endnu vigtigere data fra økonomien i USA, når den månedlige jobrapport lægges frem fredag, ligesom en række chefer fra den amerikanske centralbank holder taler i løbet af handelsugen, og begge dele vil blive målt og vejet af investorerne i forhold til en mulig rentesænkning igen senere på måneden. Eller en pause.

Det brede S&P 500-indeks steg mandag 0,2 pct. til årets 54. lukkerekord i 6047,13 indekspoint. I sidste uge vandt hovedindekset også 1,1 pct., og det er nu gået op med næsten 27 pct. siden årets start.

Nasdaq trak mandag dog mest op med 1,0 pct. og sluttede dermed også i rekord i 19.403,95 point, mens Dow Jones derimod satte sig 0,3 pct.

- Denne uge er domineret af taler fra Federal Reserve og jobtallene, siger Andrew Brenner, direktør hos Natalliance Securities, til Bloomberg News.

- Det er udelukket, at der ikke kommer en stor bevægelse på baggrund af jobrapporten. Vi ved, at Federal Reserve har prioriteret beskæftigelsen over inflationen i sit dobbelte mandat i alle talerne, især Powell, med fokus på en forværring i beskæftigelsen frem for en mild stigning i inflationen.

Jerome Powell er formanden for centralbanken i USA.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at der i november var en jobskabelse uden for landbruget på 200.000 stillinger mod en fremgang på blot 12.000 i oktober. Ledigheden ses uændret i 4,1 pct.

APPLE I REKORD

I S&P 500 var det kommunikationsservice, som trak mest op med et plus på 1,5 pct., men de to øvrige teknologitunge vækstsektorer, it-aktierne og cyklisk forbrug, vandt dog også 1,0 og 1,1 pct.

I den anden ende var forsyning under pres fra de stigende renter med et minus på 2,1 pct., ligesom fast ejendom mistede 1,4 pct. på samme konto.

Det var de helt store teknologinavne, som hev markedet frem mandag. Microsoft og Apple steg nemlig 1,8 og 1,0 pct., hvorfor det for æblekoncernens vedkommende blev til rekord i 239,59 dollar.

I samme sektor, it, var der også plus til Nvidia på 0,3 pct., mens chip-konkurrenten Broadcom vandt 2,7 pct., Lam Research belønnedes med 6,3 pct., og Advanced Micro Devices blev løftet 3,6 pct.

Her var nyheden mandag den, at den amerikanske regering offentliggjorde yderligere restriktioner på salg af de mest avancerede halvlederprodukter til Kina, men de nye begrænsninger er ikke helt så slemme som frygtet.

SANTA RALLY

I kommunikationsservice vandt Meta Platforms desuden frem med 3,2 pct., mens Alphabet gik op med 1,5 pct., og i cyklisk forbrug steg Amazon med 1,4 pct. på den sidste dag af sit Black Friday-udsalg. Samtidig steg Tesla med 3,5 pct., da investorerne havde fokus på mulig importtold fra kommende præsident Donald Trumps side på blandt andet kinesiske elbiler.

Netop for teknologiaktiernes vedkommende ser finanshuset Wedbush frem mod kursfremgang, et såkaldt "Santa Rally", hen mod årets afslutning.

I toppen af S&P 500 sluttede imidlertid et andet teknologinavn mandag med et plus på 28,7 pct. til Super Micro Computer. Serverproducenten, som er blevet beskyldt for uregelmæssigheder, lagde en intern undersøgelse frem, som viste at alt er i den skønneste orden, og at der ikke er tegn på bedrageri eller andre ulovligheder.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:47 Zealand trækkes ned af sænket kursmål hos Jefferies: Lancering af Glepaglutid trækker ud
11:38 Obligationer/middag: Renten fortsætter op efter inflationsacceleration i Hessen
11:21 Aktier/middag: Unibrew og Novo presset af sure analytikere i rødt C25
11:14 Unibrew ramt af største kursfald i 12 uger: Går til bunds i Europa
11:08 Amerikansk HR-specialist vil opsluge rival
11:04 Britiske luftfartsaktier sendes ned: Uvejr og aflysninger kan være årsagen
10:05 Europæiske PMI-tal oprevideres i endelig decemberopgørelse
09:51 Europæiske chipaktier løftes af Microsofts investeringsplaner
09:15 USA/Jyske Bank: Stigende ledighed kan øge forventninger til nye rentenedsættelser
09:13 Aktier/åbning: C25 starter ugen i rødt tynget af Novo og Unibrew
08:54 Jyske Bank hæver sit skøn for gaspriserne: Slut med russisk gas sender prisen op
08:48 Obligationer/åbning: Renter tikker op før tyske inflationstal
08:02 Nippon Steel sendes ned efter Bidens blokering af opkøb
07:52 Aktier/tendens: Positiv ugestart i vente i efter plusser i USA - Novo og Unibrew i fokus
07:48 Råvarer: Toppen tages af olieprisstigninger efter styrket dollar og udsigt til sanktioner
07:31 Novo får skåret stor luns af kursmålet efter Cagrisema-skuffelse
07:00 Obligationer/tendens: Højere renter frem mod uge spækket med nøgletal
06:47 Borgerlige partier varsler fælles front for at genvinde tabt tillid
06:46 Valuta: Dollar svækkes en smule forud for vigtige nøgletal
06:40 Novo nye vægttabsmiddel vil skuffe salgsmæssigt vurderer Jefferies: Kursmålet skæres