USA/lukning: Lyft blev straffet for svag prognose i inflationsforskrækket marked
En pæn stigning til blandt andet Apple sikrede onsdag let fremgang til det teknologitunge Nasdaq-indeks, selv om det brede amerikanske marked gik i rødt oven på en inflationsforskrækkelse før åbningen.
Torsdag morgen er der fælles fodslag, idet futures indikerer stigninger på 0,2-0,4 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.
Kørselstjenesten Lyft var omvendt blandt taberne efter en svag prognose for det igangværende første kvartal, mens apotekerkæden CVS endte med sit største endagsplus siden 1999 oven på stærke regnskabstakter.
Hovedtemaet i markedet var dog dagen igennem den overraskende inflationsrapport, der viste, at inflationen i USA uventet tog til i januar. I årets første måned var prisstigningstakten således på 3,0 pct. i forhold til samme måned sidste år mod en ventet uændret stigningstakt på 2,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Kerneinflationen tiltog samtidig til 3,3 pct. i januar, hvor der var ventet en opbremsning til 3,1 pct. fra 3,2 pct. i december sidste år. Og det får de i forvejen meget sløje udsigter for flere pengepolitiske lempelser i USA til at visne helt.
- Det er en skrækkelig amerikansk inflationsrapport. Inflationsrapporten får udsigten til rentesænkninger til at fordufte i horisonten. Amerikanerne har slet ikke vundet kampen mod inflationen, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.
S&P 500-indekset endte med et fald på 0,3 pct., og Dow Jones-indekset faldt samtidig 0,5 pct. Nasdaq-indekset trodsede den røde bølge og steg 0,03 pct. - blandt andet holdt oppe af et pænt plus på 1,8 pct. til 236,87 dollar til Apple.
LYFT KØRT I GRØFTEN EFTER SLØJE UDSIGTER
Kørselstjenesten Lyft var blandt enkeltaktierne i den dårlige halvdel onsdag, efter at selskabet tirsdag aften afleverede årsregnskab for 2024, hvor særligt en svag prognose for første kvartal faldt i øjnene.
Lyft advarede ifølge Bloomberg News om, at koldt vejr har lagt en dæmper på efterspørgslen efter bilkørselstjenester og cykeludlejning, og derfor er prognosen for bruttobookinger i første kvartal til den svage side i forhold til konsensus blandt analytikerne.
I første kvartal ser Lyft bruttobookinger på 4,05-4,20 mia. dollar, mens analytikerne havde ventet 4,23 mia. dollar, og selskabet venter desuden et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 90-95 mio. dollar, hvor midtpunktet også ligger under analytikerkonsensus.
Aktien faldt med 7,9 pct. til 13,25 dollar.
Også Kraft Heinz, der er kendt for blandt andet dressinger og ketchup, havde det svært i onsdagens sure marked, hvor aktien faldt med 3,3 pct. til 28,62 dollar.
Det skete oven på et årsregnskab for 2024, hvor hverken tallene for fjerde kvartal eller prognosen for 2025 kunne følge med analytikernes forhåndsforventninger.
Selskabet peger blandt andet på fortsat skiftende forbrugeradfærd på grund af økonomisk usikkerhed som en af årsagerne til det skuffende regnskab.
APOTEKERKÆDE OG BIOTEKKÆMPE SENDT I VEJRET AF STÆRKE REGNSKABSTAL
Omvendt stærke regnskaber blev investorerne præsenteret for fra apotekerkæden CVS Health og biotekselskabet Gilead Sciences.
De to leverede nemlig begge positive overraskelser - for førstnævnte primært med hensyn til tallene for fjerde kvartal og for Gilead primært med prognosen for 2025.
CVS Health steg med 15 pct. til 63,24 dollar og noterede sig dermed ifølge Bloomberg News for sin største stigning på en enkelt dag siden 1999. Gilead-aktien blev belønnet med et kursplus på 7,5 pct. til 103,31 dollar.
Også stormombruste Super Micro Computer var på den grønne gren onsdag, efter at serverproducenten har oplyst om, at den vil være i stand til at indsende to forsinkede regnskaber til de amerikanske børsmyndigheder, Securities and Exchange Commission (SEC), inden den 25. februar.
Det kunne investorerne godt lide, og aktien steg med 2,8 pct. til 39,68 dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›