USA/lukning: Powell sendte aktierne i minus - Tesla fik hug

Udgivet den 22-06-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier faldt onsdag for tredje handelsdag i træk, da chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, i en tale fremhævede behovet for yderligere renteforhøjelser for at bringe inflationen ned til bankens mål om 2,0 pct. om året.

Det løftede markedsrenterne, hvilket i sin tur lagde pres på især vækstaktierne, som derfor trak markedet i minus, selv om der onsdagen igennem var lidt comeback til de cykliske sektorer efter faldene tirsdag.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,5 pct. Dow Jones, der en stor del af onsdagen faktisk lå i plus, endte også med et minus på 0,3 pct., men værst gik det imidlertid for Nasdaq-indekset, som tabte 1,3 pct.

Torsdag morgen er stemningen ikke stort bedre. Futures for de tre store indeks indikerer kursfald på 0,1 pct., når markedet åbner i New York i eftermiddag.

FLERE RENTELØFT

Formand Jerome Powells meldinger onsdag var egentlig på linje med det, han også sagde i sidste uge efter Federal Reserves rentemøde, hvor renten efter ti forhøjelser i træk blev fastholdt, men hvor bankens ledelse, medlemmerne af Federal Open Market Committee, FOMC, imidlertid signalerede to renteløft mere i 2023.

- Næsten alle FOMC-deltagere forventer, at det vil være passende at hæve renten yderligere før årets udgang, sagde Jerome Powell onsdag og pegede på behovet for en periode med vækst under trenden.

Meldingen sendte markedsrenterne i USA opad onsdag med plus på 4-5 basispoint for både den toårige og den tiårige statsrente, ligesom investorerne nu også indregner en centralbankrente på godt 5,20 pct. ved udgangen af året.

Renten ligger lige nu i 5,00-5,25 pct.

- Vi vil formentlig ikke se 2,0 pct. i inflation i fire år, med mindre Federal Reserve bliver for aggressiv og laver en Volcker, og det ligger ikke i kortene, siger Peter Cardillo, der er cheføkonom hos Spartan Capital Securities, til Reuters.

Han henviser til Paul Volcker, der var centralbankchefen, som i sin tid endelig fik bugt med 1970'ernes og 1980'ernes høje inflation ved at gennemføre historisk store renteforhøjelser, men også endte med at sende økonomien ud i en omfattende recession.

TESLA BREMSEDE OP

I S&P 500-indekset klarede energiaktierne sig onsdag bedst med et plus på 0,9 pct., da olieprisen steg. Desuden vandt industri samt råvarer og materialer frem med 0,6 og 0,4 pct.

I den anden ende faldt it med 1,4 pct., mens kommunikationsservice også mistede 1,4 pct., og cyklisk forbrug bakkede 1,2 pct.

Det var Tesla, som trak mest ned i markedet onsdag med et minus på 5,5 pct. Investeringsbanken Barclays pegede i en analyse på, at elbilproducenten er steget for meget, blandt andet på grund af investorernes fokus på kunstig intelligens.

- Selv om vi ikke er overraskede over, at aktien har deltaget i den seneste optur på markedet, vurderer vi, at det ville være fornuftigt at stille sig på sidelinjen nu, skriver analytiker Dan Levy i et notat ifølge Bloomberg News.

Teslas aktie er steget 113 pct. siden årsskiftet.

Inden for it trak Microsoft også ned med et minus på 1,3 pct., mens Apple mistede 0,6 pct. I samme sektor var der også pres på chipaktierne, der ellers har klaret sig godt på det seneste. Nvidia dykkede 1,7 pct., mens Advanced Micro Devices, AMD, tabte 5,7 pct., og Intel gik tilbage med 6,0 pct.

AMAZON BESKYLDT FOR SNYD

I cyklisk forbrug mistede Amazon, som af de amerikanske myndigheder beskyldes for at have narret millioner af kunder til at tegne et såkaldt Prime-abonnement, desuden 0,8 pct.

I kommunikationsservice var der samtidig minus til Alphabet på 2,1 pct, til Meta Platforms på 1,0 pct. og til Netflix på 2,4 pct.

Olieselskaberne steg omvendt med 1,1 pct. for Exxon Mobil og med 0,8 pct. for Chevron. Inden for sundhed, der samlet vandt 0,1 pct., gik sygekassen Unitedhealth også op med 1,6 pct.

På regnskabsfronten kom pakkekæmpen Fedex tirsdag aften med tal, som vidnede om, at onlinehandlen, efter at pandemien er i bakspejlet, er aftaget. Derfor faldt salget i fjerde kvartal, ligesom der blev taget en stor bid af indtjeningen.

Aktien faldt 2,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag