USA/lukning: Rekordstimen blev brudt før vigtige jobtal - Tesla trodsede rødt marked

Udgivet den 06-12-2024  |  kl. 06:32  |  

Elbilproducenten Tesla var torsdag længe med til at holde Nasdaq-indekset på rekordsporet, men en let positiv start blev ud på dagen vekslet til fald i alle tre toneangivende indeks.

Fredag morgen er der fortsat en let negativ tendens. Alle venter på dagens vigtige arbejdsmarkedsrapport, og futures indikerer en åbning med små fald på omkring 0,1 pct.

Onsdag satte alle tre indeks ellers rekord igen, men torsdag var investorerne generelt mere afventende frem mod den vigtige arbejdsmarkedsrapport fredag. S&P 500-indekset faldt med 0,2 pct., og Dow Jones-indekset bakkede 0,6 pct. Nasdaq-indekset, som i perioder holdt snuden i rekordsporet, endte 0,2 pct. lavere.

Onsdagens rekorder var nummer 56 til S&P 500, der dermed i gennemsnit har nået en ny top mere end én gang om ugen i løbet af året, og Nasdaq og Dow Jones nåede rekord nummer henholdsvis 34 og 44.

Investorerne holdt sig dog torsdag lidt mere tilbage, fordi fredagen byder på den officielle arbejdsmarkedsrapport for november - et vigtigt signal i forhold til næste skridt for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som holder sit næste rentemøde om knap to uger.

- Vi får et mere helstøbt billede fra morgendagens månedlige jobrapport. Men for nu forbliver billedet et arbejdsmarked, som af og til ser ud til at bøje af, men som ikke knækker, siger Christopher Larkin, der er handelschef hos Morgan Stanleys E*trade, til Bloomberg News.

Torsdag fik handlerne endnu et signal fra arbejdsmarkedet med den ugentlige ledighedsstatistik, som viste lidt flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge. Tallet blev opgjort til 224.000 mod økonomernes forventning om 215.000. Til gengæld viste tallet for fortsat ledige i ugen før sig noget mere faldende end ventet.

Skæver man til handlen med rentefutures, viste den torsdag ifølge Bloomberg News en sandsynlighed på 71,8 pct. for en rentenedsættelse fra Federal Reserve den 18. december, mens investorerne føler sig tæt på 100 pct. sikre på, at renten vil være 25 basispoint lavere end nu senest ved rentemødet den 29. januar næste år.

AMERICAN AIRLINES LETTEDE EFTER OPJUSTERING

Blandt enkeltaktierne var der klar positiv opmærksomhed til luftfartsselskabet American Airlines, som har skruet op for sine forventninger til fjerde kvartal.

Her venter selskabet nu en justeret indtjening per aktie på 0,55-0,75 dollar mod den tidligere prognose om 0,25-0,50 dollar.

Aktien steg med 16,9 pct. til 17,39 dollar.

I den positive kolonne var også elbilproducenten Tesla, som har fået løftet sit kursmål hos Bank of America til 400 dollar fra 350 dollar. Anbefalingen er fortsat "køb".

Banken begrunder sit løftede kursmål med stærke vækstudsigter for 2025. Tesla-aktien steg med 3,2 pct. til 369,49 dollar.

Omvendt negativt så det ud for flyproducenten Boeing, der faldt med 1,0 pct. til 156,68 dollar. Selskabet fik af en dommer torsdag afvist et forsøg på en forligsaftale med pårørende til de 346 omkomne ved to flystyrt med Boeings 737 Max-fly i oktober 2018 og marts 2019.

STÆRK START FOR KRYPTOAKTIER FORDUFTEDE MED VENDING I BITCOIN

Appetit var der først på dagen for alvor på kryptovalutaen bitcoin, der undervejs strøg forbi 100.000 dollar for første gang nogensinde, og det trak i den tidlige handel også flere aktier på området med op.

Fremgangen forduftede dog i løbet af handelsdagen, da en kurs på over 103.000 dollar for bitcoin blev vendt, så kryptovalutaen til slut igen var under milepælen på 100.000 dollar.

Den store stigning i bitcoin kom som resultat af, at USA's kommende præsident, Donald Trump, har valgt en fortaler for kryptovaluta til at være den næste chef for det amerikanske børstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC).

Det drejer sig om Paul Atkins, der skal erstatte den afgående chef, Gary Gensler, som slog ned på digitale aktiver.

På aktiemarkedet steg både kryptobørsen Coinbase, Marathon Digital Holdings og bitcoininvesteringsfonden Microstrategy fra start pænt, men ved lukketid var de tre noteret for fald på henholdsvis 3,1 pct. til 320,57 dollar, 4,5 pct. til 24,81 dollar og 4,8 pct. til 386,40 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:00 Mandagens obligationer: Rentestigning efter højere end ventet inflation i Tyskland
15:48 USA: Indkøbschefernes syn på servicesektoren bliver nedrevideret
15:47 Stålgiganter sagsøger USA's regering efter blokade af opkøb
15:44 Trump afviser rygter om at ville indsnævre toldplaner
15:42 USA/åbning: AI-optimisme sender Nvidia og chipaktier kraftigt i vejret
15:07 Fubo-aktien tæt på en tredobling på udsigt til kombination med Disneys Hulu
14:33 Tørlastindeks tilbage i minus
14:24 Cheføkonom: Tiltagende tysk inflation er en ærgerlig start på året
14:16 USA/tendens: Nvidia og chipaktier går grøn dag i sigte på øget AI-optimisme
14:03 Tysk inflation vokser mere end ventet
13:27 Europa/aktier: Microchips, luksus og biler skyder i vejret på nyhedsrig dag
13:20 Trump rygtes at ville målrette og indsnævre toldplaner - aktier stiger
13:15 North Media sælger jobportalen Ofir for 20 mio. kr.
12:43 Coloplast-aktie dykker efter to sænkede kursmål fra storbanker
12:19 Høreapparater: Amplifon er Morgan Stanleys førstevalg - har også godt øje til Demant
12:16 Novo-rivalers fedmedata er i top 25 over de vigtigste begivenheder i år vurderer Citi
12:14 Biden forbyder ny olieudvinding langs det meste af USA's kyster
11:47 Zealand trækkes ned af sænket kursmål hos Jefferies: Lancering af Glepaglutid trækker ud
11:38 Obligationer/middag: Renten fortsætter op efter inflationsacceleration i Hessen
11:21 Aktier/middag: Unibrew og Novo presset af sure analytikere i rødt C25