USA/tendens: Fald i sigte efter Trump optrapper konflikt med Kina

Udgivet den 07-08-2020  |  kl. 14:26  |  

De amerikanske aktiefutures er slået bak, efter at USA's præsident, Donald Trump, har taget skridt, der kan optrappe handelskonflikten med Kina.

Via et par dekreter har Trump taget hul på et muligt forbud mod de sociale netværk Wechat og Tiktok i USA. Ejeren af Wechat, kinesiske Tencent, lukkede fredag over 5 pct. lavere på børsen i Hongkong.

S&P 500-futuren falder 0,5 pct., og samme minus står at læse ud for Dow Jones- og Nasdaq-futuren.

Torsdag gik S&P 500-indekset op med 0,6 pct. Dow Jones vandt 0,7 pct., og Nasdaq satte sin 33. rekord i 2020 med en fremgang på 1,0 pct. til 11.108,07 indekspoint.

JOBTAL EN JOKER

Fremgangen torsdag kom efter en lidt vaklende start, og der er også mulighed for, at den negative stemning vender igen fredag, alt afhængig af udfaldet af eftermiddagens vigtige jobrapport for juli.

Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at der blev skabt lige under 1,5 mio. nye arbejdspladser uden for landbruget i juli.

Der er dog fortsat lang vej igen, før jobtabet under coronakrisen i marts og april er indhentet. Holder økonomernes forudsigelser stik, vil der være skabt 9 mio. arbejdspladser uden for landbruget i de seneste tre måneder, mens der blev tabt omkring 22 mio. job i marts og april.

GOLDMAN INDGÅR MILLIARDFORLIG

Blandt enkeltaktierne fredag, vil der blive holdt øje med Goldman Sachs, der har hensat ekstra 2 mia. dollar efter at have indgået forlig i Malaysia om sin rolle i svindelsag i investeringsfonden 1MDB.

Hensættelsen beskærer det allerede offentliggjorte resultat for andet kvartal med 85 pct. til nu 197 mio. dollar fra tidligere annonceret 2,5 mia. dollar.

Helt bag på aktionærerne kommer det dog ikke. Goldman oplyste således allerede i juli, at forliget væsentligt ville øge det beløb på 945 mio. dollar, banken allerede havde sat af til sagen.

Aktien i Goldman falder fredag med 0,4 pct. i formarkedet.

Klar retning er der til gengæld i det amerikanske medicinalfirma Biogen, der stiger hele 10 pct. i formarkedet, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA har lovet en hurtig godkendelsesprocedure på en registreringsansøgning for en behandling mod Alzheimers sygdom.

Biogen og selskabets japanske partner, Eisai, oplyste fredag, at FDA havde accepteret registreringsansøgningen for midlet Aducanumab, og at den er blevet tildelt såkaldt "priority review", som altså betyder en hurtig sagsbehandlingstid. Der er sat en dato på en afgørelse 7. marts 2021.

FOKUS PÅ TENCENT-SELSKAB

I teknologisektoren falder Facebook med 0,6 pct. efter Trumps udfald mod Wechat og Tiktok, og Microsoft, der i færd med at forhandle om et køb af Tiktoks amerikanske forretning, taber 0,5 pct.

Specifikt betyder Trumps dekret, at amerikanere ikke må gennemføre transaktioner med videoappen Tiktoks kinesiske ejere, ByteDance. Ordren træder i kraft om 45 dage.

Tidligere denne uge har Trump krævet at et salg til Microsoft skal være på plads senest 15. september. Ellers vil appen blive forbudt i USA.

Wechat, som Trump også truer med at lukke, spøger også for aktionærerne i Tencent Music Entertainment, som er noteret i USA og er spundet ud af Wechat-ejeren, Tencent. Aktien i Tencent Music Entertainment falder 3,1 pct. i formarkedet.

MOBILSELSKAB OVERHALER

Blandt teleaktierne ventes T-Mobile at lægge fint fra land. Aktien stiger 4,6 pct. i formarkedet, efter at den månedlige opgørelse over antallet af abonnementer har overrasket positivt. Ifølge T-mobile er tallene så gode, at det har overhalet AT&T som toer på det amerikanske mobilmarked efter Verizon.

AT&T falder 0,1 pct. i formarkedet, mens Verizon stiger 0,2 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder