USA/tendens: Rød start i sigte med fokus på Tesla og US Steel

Udgivet den 03-09-2024  |  kl. 14:15  |  

Der er udsigt til en rød start på ugen for det amerikanske aktiemarked, hvor blandt andet US Steel kan se frem til kurstæsk.

Handlerne møder ind fra en forlænget weekend efter Labor Day og kan se futures indikere et dyk i S&P 500-indekset på 0,5 pct. fra åbningen. Desuden falder Nasdaq-futuren 0,6 pct., mens Dow Jones-futuren taber 0,5 pct.

De amerikanske aktier sluttede ellers august i højt humør og med en stigning fredag i det brede S&P 500-indeks på 1 pct.

Fokus vil udover selskabsspecifikke nyheder være på aktivitetsindekset, ISM Manufacturing, der baserer sig på tilbagemeldinger fra de amerikanske indkøbschefer. Indekset offentliggøres ved 16-tiden og ventes at vise en lille fremgang til 47,5 i august fra 46,8 i juli.

FREMGANG TIL TESLA I KINA

Fra de store navne er der godt nyt fra Tesla, der kan glæde sig over pæne salgstal i Kina i august. Her steg Teslas leverancer med omkring 3 pct. til 86.697 Model 3 og Model Y. Ifølge Investing.com er der tale om den bedste måned for Tesla i år. Aktien stiger 1,9 pct. i formarkedet.

For US Steel tegner tirsdagen derimod til en dukkert, efter at Demokraternes præsidentkandidat og nuværende vicepræsident, Kamala Harris, har signaleret, at US Steel skal forblive på amerikanske hænder.

- US Steel er en historisk amerikansk virksomhed, og det er af vital betydning for vores nation at fastholde stærke amerikanske stålvirksomheder, lød det fra Harris under en tale ved et fagforeningsarrangement i Pittsburgh på Labor Day, skriver Bloomberg.

Dermed truer politisk indblanding stadig med at komme i vejen for japanske Nippon Steels bud på knap 15 mia. dollar på den amerikanske stålgigant. US Steel falder 5,3 pct. i formarkedet.

Skidt går det også Boeing, der falder 3,4 pct. i formarkedet, efter at finanshuset Wells Fargo har sænket sin anbefaling til "undervægt" og skåret sit kursmål til det laveste niveau blandt de Wall Street-analytikere, der dækker aktien.

Og så kan Southwest Airlines få opmærksomhed, efter at den aktivistiske investor Elliott Investment har øget sin ejerandel til over 10 pct. Det oplyser anonyme kilder til Reuters. Dermed får Elliott mulighed for at indkalde til ekstraordinær generalforsamling og derved større gennemslagskraft i forhold til at presse sine egne ønsker for Southwest igennem. Aktien stiger omkring 2,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore
08:45 Better Collective får sænket anbefaling hos Nordea - aktiehistorien er i limbo
08:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
08:25 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod ugentlig stigning på uro i Mellemøsten
08:18 FLSmidth-branchefælle ser stærk efterspørgsel på mineudstyr forsætte
08:02 Aktier/tendens: Nilfisk og Better Collective i krydsild i ventet rød handelsstart
07:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
06:56 Inflationen i Tokyo rammer under centralbankens målsætning for første gang i fem måneder
06:50 Obligationer/tendens: Stille start i vente - fokus rettes mod de tyske naboer
06:39 Valuta: Dollar viger fra tre måneders top
06:38 DSV får højere kursmål hos JPMorgan
06:35 Better Collective nedjusterer forventningerne - amerikanske partnere trækker ned
06:35 Nilfisk nedjusterer kraftigt efter sløjt tredje kvartal med negativ vækst
06:35 Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret
06:34 Asien: Gode takter i kinesiske aktier mens der er fald i Tokyo