Valuta: Betalingsvilje og optimistiske tyskere banker euroen op

Udgivet den 25-01-2013  |  kl. 13:59  |  

Den paneuropæiske valuta euroen styrkes markant fredag efter to stærke indikationer på, at Europa er i bedring. Dermed nærmer valutaen sig sit seneste højdepunkt i starten af 2012.

Euroen styrkes fredag eftermiddag til 1,3457 mod dollar fra 1,3370 ved dansk børslukketid torsdag. Set i forhold til sidste fredags lukkeniveau er euroen styrket fra 1,3321 dollar for en euro. Højdepunktet for euroen i 2012 var i 1,3458.

Styrkelsen trådte i kraft allerede fra morgenstunden og blev underbygget af et sæt tal fra det tyske ifo-indeks, der var noget bedre end ventede i markedet.

Ifo-tallene dækker over den tyske erhvervstillid og er udarbejdet af Ifo-instituttet i München. Indekset udviklede sig positivt i januar og også bedre, end analytikerne havde forventet ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. Indekset steg til 104,2 mod ventet 103,0. Både synet på den nuværende situation og forventningerne til fremtiden var bedre end ventede.

Cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea vurderede i en kommentar, at Tyskland er på vej ud af krisen:

- Ifo-indekset er blot det seneste skud på stammen af økonomiske nøgletal, som giver håb om, at Tyskland igen er på vej mod bedre konomiske tider. På grund af Tysklands historiske rolle som Europas vækstlokomotiv kan det være med til at trække resten af Europa og i særdeleshed dansk økonomi ud af det aktuelle dødvande.

Omkring middag kom der så tal fra ECB, der viste, at de Europæiske banker har tilbagebetalt 137,2 mia. euro til den europæiske centralbank, ECB, fra de LTRO-lån, der blev udstedt som led i bekæmpelsen af gældskrisen. Ifølge Bloomberg News ventede markedet, at der ville blive tilbagebetalt 84 mia. euro.

- Det var til den høje side af forventningerne, så det bliver opfattet positivt. Der er ingen grund til at tro på, at euroen ikke skulle kunne fastholde disse niveauer, siger valutastrateg hos UBS Geoffrey Wu til Bloomberg News.

Det britiske pund er svækket over for euroen, da valutaen er belastet af et sæt foreløbige tal for BNP-udviklingen i fjerde kvartal. Tallene viste et fald på 0,3 pct. kvartal til kvartal mod et ventet fald på 0,1 pct. En euro koster fredag eftermiddag 0,8516 pund mod 0,8474 pund fredag morgen og 0,8393 pund fredag i sidste uge.

Yen fortsætter sin svækkelse mod både euro og dollar fredag. Det sker efter, at friske tal fra Tokyo viste et fald i forbrugerpriserne i december på 0,2 pct. Det er syvende måned i træk med faldende forbrugspriser. Yennen var allerede på retræte, da den japanske viceøkonomiminister, Yasutoshi Nishimura, torsdag satte dagsordenen for valutamarkederne, da han offentligt blandede sig i kursudviklingen med udtalelsen "den igangværende yensvækkelse ikke er forbi" og tilføjede, at "et niveau på 100 i forhold til dollar ikke vil være et problem".

Yennen svækkes fredag til 90,99 yen for en dollar fra 90,33 torsdag og 89,60 ved ugens start. En euro koster fredag eftermiddag 122,44 yen mod 120,83 ved lukketid torsdag og 119,30 yen fredagen før.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk