Valuta: Dollarstyrkelsen forsætter

Udgivet den 12-05-2014  |  kl. 07:02  |  

Dollar styrkes fortsat på de internationale valutamarkeder mandag morgen.

Stigende amerikanske renter og en stejling af hele rentekurven presser den amerikansk valuta op samtidig med, at forbedrede økonomiske nøgletal for investorerne til at øge troen på, at det amerikanske opsving er i fuld gang.

Samtidig har kommentarer fra Den Europæiske Centralbank peget i retning af nye lempelser fra ECBs side, hvis den nuværende trussel om disinflation fortsat er til stede, når Styrelsesrådet træder sammen i næste måned i Frankfurt.

Centralbankchef Mario Draghi pointerede sidste torsdag, at euroens effekt på inflationen er en kilde til alvorlig bekymring, samt at han vil gribe ind på næste møde, med mindre tingene ændrer sig.

En mulighed er, at ECB sænker den i forvejen historisk lave rente, selvom også andre og mere ukonventionelle muligheder kan tages i anvendelse.

De ændrede signaler fra såvel Federal Reserve som ECB har fået den amerikanske storbank JPMorgan til at ændre sine forudsigelser for valutamarkedet.

Analytikerne hos storbanken ser euro falde til 1,36 dollar i juni og yderligere til 1,34 dollar i september og 1,30 dollar i december i år.

For dollarens relation til yen vurderes yen at styrkes en smule på kort sigt.

Dollar ventes at koste 100 yen i juni, hvorefter en glidende bevægelse estimeres at sætte ind således at dollar i september koster 102 yen, og i december 106 yen.

Mandag morgen koster euro 1,3760 dollar og 140,25 yen, mens en dollar står i 101,95 yen. Fredag eftermiddag stod euro i 1,3790 dollar og 140,50 yen, mens en dollar kostede 101,80 yen.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk