Valuta: Fem rentemøder sætter dagsordenen

Udgivet den 19-09-2019  |  kl. 14:25  |  

Aktørerne på valutamarkedet har torsdag skullet forholde sig til rentemøder i både USA, Japan, Norge, Storbritannien og Schweiz.

Dollar styrkedes onsdag aften, efter at den amerikanske centralbank dæmpede markedets forventninger til kommende rentenedsættelser, men i løbet af torsdagen har dollar imidlertid sat styrkelsen over styr igen.

Torsdag ved 14-tiden koster euro 1,1070 dollar mod 1,1030 dollar lige efter rentemødet onsdag aften - og et niveau på 1,1060 dollar før rentemødet.

På torsdagens rentemøde i Japan blev pengepolitikken holdt uændret, hvilket er blevet efterfulgt af en styrkelse af yen til 107,95 yen per dollar fra en kurs på 108,20 yen onsdag.

Senere var Norges centralbank på banen med en overraskende renteforhøjelse på 25 basispoint, hvilket gav anledning til en kortvarig styrkelse af landets valuta.

Den schweiziske franc har derimod holdt sin den styrkelse, der torsdag formiddag fulgte efter landets centralbanks beslutning om at fastholde sin ledende renter.

Over for dollar er schweizerfranc torsdag eftermiddag blevet styrket med 0,6 pct.

Sidst men ikke mindst har der også været rentemøde i Storbritannien, og det mundede ud i en fastholdelse af den ledende rente.

Chefen for Bank of England, Mark Carney, gentog advarslen om, at det kan hæmme væksten og løfte priserne, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Meldingen har dog ikke givet anledning til de store sving i kursen på pund, som torsdag eftermiddag koster 1,2470 dollar mod 1,2490 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder