Valuta: Månedsafslutning og pengepolitiske møder dæmper aktiviteten
Valutamarkedet tager den med ro tirsdag morgen, hvor månedsafslutningen traditionelt reducerer omsætningen markant, mens handlere og investorer gør bøgerne op for årets første måned.
Samtidig er den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde, der løber frem til onsdag, så småt ved at overtage dagsordenen.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 102,22 mod 102,06 mandag eftermiddag.
Januar står til at vise den fjerde månedlige svækkelse for den amerikanske valuta, der har mister godt 2 pct. i værdi siden starten af måneden, i takt med at investorerne i stigende grad har fremrykket den forventede top i de amerikanske renter, hvilket kan blive bekræftet af det pengepolitiske møde i Federal Reserves renteudvalg - Federal Open Market Committee (FOMC).
Dermed er der lagt op til stor opmærksomhed omkring både sluterklæringen og centalbankschef Jerome Powells kommentarer efter FOMC-mødet.
- Handlerne bliver nødt til at rette inde efter tonen i sluterklæringen og Powells pressekonference med den nuværende prissætningsstruktur, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne til Reuters.
Rentefutures indikerer, at markedet venter en renteforhøjelse 25 basispoint fra Federal Reserve, der vil sende den toneangivende rente, kaldet fed funds, op til 4,5-4,75 pct.
Dermed indikeres forventninger om yderligere to forhøjelser på 25 basispoint, inden balancen vipper over til rentenedsættelser senere i år.
- Det mindre sandsynlige resultat er, at Federal Reserve giver indtryk af at de vil holde pause efter denne uges forhøjelse. For så kan dollar nemt svækkes og risikable aktiver stige, siger Chris Weston.
I forlængelse af onsdagens rentebeslutning i Washington, er der pengepolitiske møder i såvel britiske Bank of England og eurozonens European Central Bank, ECB, torsdag. Begge centralbanker ventes at hæve renten med 50 basispoint.
Euro koster tirsdag morgen 1,0850 dollar mod 1,0871 dollar mandag eftermiddag, og pund koster tirsdag morgen 1,2355 dollar mod 1,2380 dollar mandag.
Dollar ligger i 130,20 yen mod 130,32 yen mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1173
- næste ›