Valuta: Svensk krone i laveste niveau i ti år

Udgivet den 09-10-2019  |  kl. 14:25  |  

Den svenske krone tager onsdag et nyt fald over for den danske krone. Den ligger nu i sit laveste niveau over for både den danske krone og euro i ti år.

- Faldet afspejler en forværring af de forværrede globale udsigter, siger Stephen Gallo, valutastrateg i BMO Capital Markets, til Reuters.

Han forventer, at kronen vil falde til 11,00 svenske kr. mod den fælles europæiske valuta, og det er tæt på niveauer, der ikke er set siden finanskrisen. Sveriges konkurrenceevne som eksportør står bag tilbagegangen, siger han.

Det er Sveriges åbne økonomi, der gør den svenske krone sårbar, og handelstvisten mellem verdens to største økonomier har skadet den svenske vækst, i den tid hvor handelskrigen har kørt.

Onsdag kom det frem, at Kina er åben for at indgå en delvis handelsaftale med USA, selv om landet i denne uge sortlistede endnu flere kinesiske tech-selskaber.

Den kinesiske vicepræsident og topforhandler, Liu He, har tilbudt at øge købet af amerikanske landbrugsvarer med 10 mia. dollar om året, så landet sammenlagt vil købe for 30 mia. dollar om året, skriver Financial Times onsdag på baggrund af kilder tæt på sagen.

USA og Kina har aftalt officielt at mødes ved forhandlingsbordet torsdag og fredag.

En svensk krone koster onsdag 0,6839 danske kroner mod 0,6864 danske kr. tirsdag eftermiddag. En euro koster 10,91 svenske kr. mod 10,88 svenske kr. torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder