Valuta: Yen svækkes på forventninger til centralbankchef
Yen svækkes tidligt onsdag over for euro og dollar, på forventninger til Bank of Japans nye chef, Haruhiko Kuroda, der tirsdag annoncerede sit årlige mål for inflation på 2 pct. Torsdag skal Kuroda foretræde for parlamentet og fremlægge sin plan.
- De handlende er tilfredse med at sælge yen, og det kommer ikke til at ændre sig efter det politiske møde. Kuroda vil være fokuseret på, hvordan han kan styre markedets forventninger på lang sigt. Det kan blive en endnu større udfordring for Bank of Japan end aggressive kvantitative lempelser, vurderer Kikuko Takeda, valuta-anlytiker hos Bank of Tokyo-Mitsubishi, over for Bloomberg.
Euro styrkes en anelse over for yen grundet de høje forventninger til Japans nye inflationsmål, men svækkes i forhold til dollar som konsekvens af fornyet bekymring om eurokrisen i forbindelse med modellen og processen omkring Cyperns redningspakke, usikkerhed om udfaldet af regeringsforhandlingerne i Italien, samt nye tal, der tirsdag viste, at Frankrigs BNP trak sig sammen med 0,3 pct. i fjerde kvartal af 2012.
Det er det største fald i BNP i Frankrig i fire år og det har styrket analytikernes frygt for en forlænget økonomisk vækstkrise i eurozonen.
Yen svækkes tidligt onsdag til 94,84 yen per dollar, mod tidligere 94,21 yen per dollar. Yen svækkes ligeledes i forhold til euro til 121,79 yen per euro, mod tidligere 121,13 yen per euro. Euro svækkes over for dollar fra tidligere 1,2858 dollar per euro til et niveau på 1,2843 dollar per euro.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›