"Wannacry": Microsoft tilbageholdte gratis programrettelse - citat

Udgivet den 18-05-2017  |  kl. 07:58  |  

Microsoft kritiseres for ikke at have distribueret en gratis udbedring af gamle versioner af virksomhedens software. Udbedringen kunne ellers have bremset sidste uges ødelæggende ransomware-angreb, men i stedet har Microsoft opkrævet nogle kunder 1000 dollar om året per enhed for beskyttelse mod sådanne trusler.

Det skriver Financial Times.

Den høje pris fremhæver det problem, som verdens største softwarefirma står over for. Microsoft forsøger at tvinge kunderne til at flytte til nyere og mere sikker software, samtidig får virksomheden en fortjeneste fra hæren af ingeniører, der beskæftiger sig med sikkerhedsspørgsmål.

Microsoft begyndte for nylig at opkræve kunder mere for ekstra sikkerhed i den nyeste version af Windows 10. Den splittede prissætning viser for første gang, at Microsoft har behandlet det højeste sikkerhedsniveau som en tilføjelse til firmaets software - hvilket møder kritik, da Microsofts andre versioner af Windows dermed må være mere åbne for angreb.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯