AKTIER: Tysk valg skaber usikkerhed - Danisco, TDC og Vestas i fokus
Ugens start på aktiemarkedet ser uklar ud, da både den borgerlige Angela Merkel og den socialdemokratiske Gerhard Schröder efter et dødt løb gør krav på kanslerposten i Tyskland. Den øgede usikkerhed ventes at presse både de tyske aktier og euroen i dagens marked.
I fredags lukkede Dow Jones 0,8 pct. højere, mens Nasdaq steg 0,7 pct. Fokus er rettet mod tirsdagens rentemøde i Federal Reserve, hvor der for første gang i lang tid er reel spænding om udfaldet. Konsensus venter dog endnu en renteforhøjelse på 0,25 basispoint.
Inden for blot få timer vil Danmarks største teleselskab, TDC, kunne få lammende konkurrence på leverancen af telefoni, internet og TV, hvis elselskaberne kobler deres kommunikationsnet sammen, som de overvejer, skriver Berlingske Business.
- Hvis jeg var teleselskab, ville jeg ryste i bukserne, siger teleeksperten Torben Rune, direktør i analyseselskabet Netplan.
Samtidig siger aktieanalytiker Rune Møller fra Jyske Bank, at TDC bør melde officielt ud, hvis de mange opkøbsrygter er sande. Omvendt har TDC ingen pligt til at afvise dem, hvis de ikke har noget på sig, anfører Rune Møller.
Efter at vindmølleindustriens næsthøjeste ordre nogensinde sidste onsdag, gik til Siemens Wind Power i Brande, startede der igen spekulationer om behovet for kapitaludvidelse hos naboen og markedslederen Vestas, skriver Berlingske Business. Det kan skabe dårlig stemning om aktien i dagens marked.
På regnskabsfronten kommer der i dag kvartalsrapport fra Danisco. Konsensus lyder på et driftsresultat (EBIT) på omkring 600 mio. kr., og omsætningen forventes at stige godt 20 pct. til mere end 5 mia. kr.
Af Steffen Lundstrøm, steffen@netposten.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›