USA/Jyske: Bernankes bane kridtet op til september

Udgivet den 02-08-2012  |  kl. 10:09  |  

Den amerikanske centralbank, Fed, forholdt sig i ro i forhold til nye kvantitative lempelser ved det netop overståede todagesmøde i centralbanken. Dermed er der lagt op til, at næste skridt i lempelserne (QE3, red.) i stedet kommer ved det næste møde hos Fed til september.

Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Jyske Bank, der ser svage nøgletal og stigende priser på afgrøder og benzin som en afgørende faktor i den sammenhæng.

- Der er øget risiko for, at udsigten til en massiv finanspolitisk opstramning vil få forbrugere og virksomheder til at dæmpe forbruget og investeringerne resten af året. Vi har derfor sænket vores forventninger til den amerikanske vækst. Nedjusteringen af væksten betyder, at vi nu forventer, at Fed vil iværksætte QE3 på mødet i september, skriver Jyske Bank i en kommentar til Fed-mødet.

Også Danske Bank venter nye tiltag fra den amerikanske centralbank ved det kommende møde efter regnskabssæsonen for andet kvartal.

- Fed opblødte sprogbruget om væksten, mens den fastholdt beskrivelsen om inflationsudviklingen. Vi forudser lancering af QE3 (kvantitative lempelser gennem opkøb af statsobligationer, red) på det næste Fed-møde i september, og at meldingen om "exceptionelt lave renter" vil blive forlænget fra sent i 2014 til medio 2015, skriver Danske Bank i sin kommenta.

Nordea, derimod, går i mod strømmen og venter ikke, at Fed lancerer tredje del af lempelsesprogrammet til september. Her efterlyser man flere beviser for, at den amerikanske økonomi er i vanskeligheder, før man tror på nye lempelser på nuværende tidspunkt.

/ritzau/FINANS

Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder