Økonomer om højere tysk inflation: Komplicerer vejen mod lavere renter

Udgivet den 29-05-2024  |  kl. 14:51  |  

Tiltagende inflation i Tyskland i maj ændrer næppe på, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sænker renten i næste uge. For det har bankens beslutningstagere med cheføkonom Philip Lane i spidsen nærmest lovet. Men udviklingen risikerer at udsætte yderligere lempelser, vurderer Sydbank og Danske Bank efter dugfriske tal.

- Det er dårligt nyt for både Den Europæiske Centralbank (ECB) og de boligejere, der håber på lave renter. Det afsporer næppe den rentenedsættelse ECB med stor sandsynlighed leverer i næste uge, men det er med til at stille spørgsmål ved, om europæisk økonomi har brug for mere end den ene rentenedsættelse i øjeblikket, vurderer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar til tallene.

De viser, at inflationen i Tyskland tiltog til 2,4 pct. i maj fra 2,2 pct. måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News lugtet lunten, og ventet en stigning til netop 2,4 pct.

EU-harmoniseret opgøres den tyske inflationen i maj til 2,8 pct. på årsbasis mod 2,4 pct. måneden før - og forventningen hos økonomerne på 2,7 pct.

En formildende omstændighed ved den højere inflation er dog ifølge både Sydbank og Danske Bank, at den skyldes, at et markant fald i togpriserne fra maj 2023, hvor den såkaldte Tysklandsbillet blev introduceret, nu er faldet ud af tallene. Det i sig selv har medvirket til at trække inflationen 0,2 pct.point lavere i det seneste år.

Til gengæld arter priserne på tjenester sig stadigvæk ikke, som ECB kunne ønske sig, konstaterer Danske Bank.

- Lige nu er ECB's bekymring, at tjenestepriserne fortsat stiger for hurtigt. Faktisk er de accelereret i maj, og det stærke arbejdsmarked og den solide lønvækst i økonomien giver grobund for, at det kan fortsætte, skriver Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Han peger på, at ECB nærmest har lovet en rentenedsættelse i næste uge, og at renten også sagtens kan sænkes samtidig med, at banken fører en stram pengepolitik. Den videre færd frem mod lavere renter tegner til at ville ske i relativt afdæmpet tempo.

- Solid lønvækst og vækstopblomstring er jo i bund og grund gode nyheder for de fleste. Men i kombination med for høj tjenesteinflation så komplicerer det den videre vej mod flere rentenedsættelser. Derfor tror vi også kun, der bliver plads til i alt to fra ECB og Nationalbanken i år. Det er klart, at det er kedelige nyheder, hvis man for eksempel skal have refinansieret et flekslån, konstaterer Bjørn Tangaa Sillemann.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/aktier: Mismod spredte sig under mørke skygger fra USA
17:45 Olieprisen dykker oven på ny prognose fra Det Internationale Energiagentur
17:08 Torsdagens aktier: Novo og Zealand byttede plads i negativt indeks
17:00 Torsdagens obligationer: Begrænsede udsving med rentepilen nedad
16:35 Trump-familien har ført drøftelser om at få del i kryptobørsen Binance erfarer WSJ
15:52 Guldprisen i rekord på usikkerhed fra Trumps lunefulde handelsstrategi
15:13 Mærsk-konkurrent advarer om øget usikkerhed fra Trumps handelskrig
14:52 Intel noterer største stigning i fem år i tillidserklæring til ny topchef
14:38 USA/åbning: Frygt for handelskrig og for føderal nedlukning dominerer igen
14:29 Amerikansk recession er usandsynlig - altså medmindre handelskrigen eskalerer vurderer UBS
14:13 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med sjette dag med plus
13:57 USA/tendens: Skifter retning - frygt for handelskrig og nedlukning har taget over
13:44 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
13:32 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
13:23 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
12:58 Europa/aktier: Plus til indekstunge Novo hjælper Stoxx 600 til at trodse krigsfrygt
12:32 Britisk madleveringstjeneste siver efter skuffende prognose for 2025
12:17 Deutsche Banks højestlønnede medarbejder nærmer sig dobbelt direktørløn
11:40 Obligationer/middag: Spinkle rentestigninger med fokus på politiske meldinger
11:27 Aktier/middag: Lille revanche til Novo mens Zealand presses af gevinsthjemtagning