Aktier/åbning: Hård medfart til Demant efter nedjustering i mørkerødt C25

Udgivet den 17-07-2024  |  kl. 09:15  |  
Arkiv: Foto

Demant får prygl af investorerne ved børsåbning onsdag, efter at høreapparatproducenten sent tirsdag nedjusterede sine forventninger væsentligt efter en svag udvikling i flere divisioner.

Nedjusteringen er allerede fra morgenstunden blevet kvitteret med flere sænkede anbefalinger og skårede kursmål fra analytikerkorpset.

Meget bedre ser det da heller ikke ud for det danske C25-indeks, der falder 1,0 pct. til 1938,53 i den indledende handel.

Blandt aktierne i rødt er fortsat Ørsted med et fald på 1,7 pct. til 376,40 kr. og Vestas, der dykker 0,9 pct. til 153,95 kr. Den danske vindduo har haft det svært, siden Donald Trumps vinderchancer ved præsidentvalget i USA er blevet vurderet større, efter at den tidligere præsident overlevede et skudattentat i weekenden. I ugens løb er Ørsted bakket 9,1 pct. og Vestas med 8,7 pct.

Til gengæld går både Danske Bank og Nordea fri af den dårlige stemning. Nordea stiger 0,2 pct. til 78,58 kr., mens Danske Bank handles marginalt lavere i 199,65 kr.

DEMANT TIL BUNDS EFTER NEDJUSTERING

Demant er suverænt bundskraber onsdag med et fald på 12,5 pct. til 261,20 kr. efter selskabets nedjustering tirsdag aften.

I en meddelelse begrunder Demant sin nedjustering med en svag udvikling i divisionerne Hearing Aids og Diagnostics.

Selskabet har i andet kvartal tabt væsentlige markedsandele inden for den forsikringsdækkede behandling i USA, men fastholder alligevel sine planer og strategi. Det oplyste selskabet i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag aften.

De tabte markedsandele har fået Demant til at halvere prognosen for organisk vækst til 2-4 pct. fra 4-8 pct. Samtidig er forventningerne til driftsresultatet, EBIT, før særlige poster skåret til 4300-4600 mio. kr. fra 4600-5000 mio. kr.

Dertil har Demant indført en række omkostningsbesparende tiltag på tværs af koncernen, der ventes at bidrage med en lav til midt encifret organisk vækst i andet halvår.

Nedjusteringen er ikke gået ubemærket hen hos analytikerkorpset. Hos Nordea er anbefalingen sænket til "hold" fra "køb". I en analyse konstaterer den nordiske storbank, at "det er tydeligt, at Demants nye strategi har ført til en væsentligt mere negativ reaktion fra store betalere", og hos amerikanske Citi kaldes nedjusteringen for "skuffende og klart negativt".

Imens har børshuset Oddo BHF sænket anbefalingen til "neutral" fra "outperform" og kursmålet til 318 kr. fra 400 kr., Deutsche Bank har barberet kursmålet mere end 20 pct. til 285 kr. fra 373 kr., men gentaget anbefalingen "hold", og norske DNB har skåret kursmålet til 370 kr. fra 400 kr., men fastholdt "køb".

HOLLANDSKE MYNDIGHEDER FRARÅDER WEGOVY-DÆKNING

Novo Nordisks pris på fedmemidlet Wegovy er blevet vurderet for dyr i Holland, hvor myndighederne advarer mod at dække omkostningerne for de hollandske brugere.

Dækningen af Wegovy vurderes at ville koste 1,3 mia. euro årligt gennem en obligatorisk forsikring, og det er svært at retfærdiggøre i det hollandske sundhedsbudget, mener myndighederne.

De mener endvidere, at de langsigtede fordele ved Wegovy er for usikre.

Novo har onsdag også fået konkurrentnyt fra schweiziske Roche, der har fremlagt positive data fra et studie med en vægttabspille.

Aktien falder 3,2 pct. til 938,60 kr.

Omvendt stiger Bang & Olufsen med 3,5 pct. til 9,70 kr., efter at elektronikkoncernen har indgået et langvarigt samarbejde med den kinesiske elektronikkæmpe TCL Electronics.

Aftalen skulle ifølge Bang & Olufsen kunne blive "det mest betydende licenspartnerskab", som selskabet har indgået.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel