AKTIER: Minus til plus - DS Norden, Genmab og FLSmidth i fokus

Udgivet den 24-07-2009  |  kl. 11:30  |  

Efter en negativ åbning er de danske aktier gået i plus sammen med det øvrige Europa hevet op af de amerikanske futures og gode økonomiske nøgletal fra regionen.

OMXC20 ligger nu i 306,82 - en stigning på 0,36 pct.

Svage regnskaber sent i går fra Microsoft, American Express og Amazon.com gav ellers en lidt sur stemning fra morgenstunden.

Men erhvervsforventningerne i eurozonen og det tyske ifo indeks var bedret end ventet.

Også de amerikanske futures, der dagen startede i minus er gået i plus - S&P futuren ligger nu 0,17 pct. højere i 970,50.

I spidsen for det danske C20 indeks er DS Norden og Genmab sammen med Nordea.

DS Norden stiger 2,90 pct. efter at tørlastrederier i USA og Japan fik pæne stigninger i nat.

Genmab stiger godt 2,10 pct. ovenpå stigningen i går på næsten 6 pct. på nyheden om, at der er lagt et højt bud på amerikanske Medarex.

- Buddet er med 90% præmie til Medarex' børskurs og illustrerer, at teknologien i Medarex er langt mere værd, end aktiemarkedet har været villig til at betale. Det interessante er, at Genmabs teknologi kommer fra Medarex. Vi forventer, at denne blåstempling af teknologien vil trække Genmab op over de kommende dage. De to aktier plejer at følge hinanden kursmæssigt, men nu er der selvsagt åbnet et stor gab imellem dem, skriver Nordea i en kommentar.

To finske konkurrenter til FLSmidth, Metso og Outotec, er kommet med svage regnskaber, hvilket får FLS til at falde 1,10 pct. efter, at aktien ellers var i plus tidligere på dagen.

Klokken 16.00 kommer der Michigan indeks fra USA.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder