AKTIER: Stærkt dansk marked drevet af Vestas og DSV
Det danske aktiemarked åbnede ugen stærkt oven på en god afslutning på det amerikanske marked fredag aften samt en positiv stemning på de asiatiske markeder i morges. På den selskabsspecifikke front var Vestas og DSV i fokus, og begge aktier endte med at blive dagens mest stigende aktier i det toneangivende OMXC20-indeks.
OMXC20-indekset endte mandagen med en stigning på 2,2 pct. til 426,18.
Ved det danske markeds lukketid var Nasdaq nede med knap 0,8 pct., mens Dow Jones lå 0,6 pct. lavere.
For ugen som helhed venter Danske Bank, at den vigtigste begivenhed bliver rentemødet i Den Europæiske Centralbank (ECB) på torsdag.
- Vi venter ikke, at ECB ændrer på sin høgeagtige retorik, da centralbanken i øjeblikket er begrænset af den højeste inflationsrate i 14 år. ECB må vente på blødere nøgletal og tegn på mere moderat inflation, før man kan overveje at sætte renten yderligere ned. Vi venter ikke, at dette vil ske før efter sommeren, skriver Danske Bank.
Vestas blev dagens højdespringer med et kurshop på 7,7 til kurs 536. Det skyldes, at selskabet inden åbningen opjusterede 2007-resultatet, hvilket sker på baggrund af et stærkt fjerde kvartal.
Omsætningen ventes i forhold til 2006 at stige med 1 mia. euro til ca. 4,85 mia. euro. Samtidig forventes EBIT-marginen at stige fra 5,2 pct. til ca. 9 pct. Vestas' cash flow ventes at stige med godt 100 mio. euro til ca. 700 mio. euro for hele 2007. Forventningerne til 2008 fastholdes.
DSV har i dag indgået aftale med det svenske postvæsen, Posten AB om salg af DSV's ejerandel af det norske transportselskab Tollpost Globe AS, hvorefter Posten AB opnår fuldt ejerskab. Resultateffekten for DSV i 2008 vil være en indtægt på 440 mio. kr. i forhold til bogført værdi pr. 31. december 2007, der indtægtsføres under særlige poster. Avancen er ikke skattepligtig.
Tollpost Globe har hidtil været fuldt konsolideret i DSV's koncernregnskab. De frasolgte aktiviteter er i 2007 indregnet med en samlet omsætning på 2.100 mio. kr. og EBITA på 125 mio. kr. Minoriteters andele af årets resultat vedrørende Tollpost Globe AS udgør 44 mio. kr. i 2007 i DSV's koncernregnskab.
DSV-aktien steg 5 pct. til kurs 104,5.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›