Aktier/middag: Ørsted belønnes i grønt indeks mens Mærsk dumper ned

Udgivet den 26-01-2024  |  kl. 11:52  |  
Arkiv: Foto

Ørsted indtager fredag toppen af det danske C25-indeks, efter at den danske energikoncern sent torsdag kunne give nyt om et amerikansk havvindprojekt.

Nederst i eliteindekset har A.P. Møller-Mærsk placeret sig efter første fald i det kinesiske rateindeks SCFI i otte uger, og efter at selskabet har meldt om et fuldt stop for sejlads gennem Det Røde Hav.

Det samlede danske C25-indeks stiger fredag 0,4 pct. til 1844,95.

Uden for C25 fortsætter opturen for Netcompany, der har fået en købsanbefaling hos norske ABG. Også rederiet Norden har fået en højere anbefaling, men smykkekoncernen Pandora er blevet sænket.

- Vi ser et relativt roligt marked, hvor vi er kravlet op i løbet ad dagen, og det samme gælder i Europa, konstaterer Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han forbinder det med efterdønninger efter rentemødet i Den Europæiske Centralbank torsdag eftermiddag, hvor centralbankchef Christine Lagarde satte flere ord på renteudsigterne.

- Hun var lidt mere dueagtig, end vi havde forventet. Der er rentenedsættelser ude i horisonten, men de er nok lidt længere væk, end investorerne har regnet med, siger han.

I eftermiddagstimerne rettes blikket desuden mod USA og friske inflationstal fra den kant.

ØRSTED MED NYT OM SKIPJACK

Ørsted har besluttet sig for at "repositionere" sine to amerikanske havvindprojekter Skipjack med en samlet kapacitet på 966 megawatt, oplyste energikoncernen sent torsdag.

Konkret trækker Ørsted sig fra de indgåede aftaler med forsyningsmyndighederne i staten Maryland med henblik på at fortsætte udviklingen af projekterne og opnå nye tilladelser. Det skyldes, at grundlaget for de indgående aftaler ikke længere er kommercielt bæredygtigt, oplyser Ørsted.

Energikoncernen måtte i tredje kvartal af 2023 nedskrive andre amerikanske vindprojekter for mere end 28 mia. kr. som følge af de forværrede markedsvilkår.

Det fremgår ikke, om det har kostet noget at trække sig fra aftalen med Maryland.

Ørsted-aktien stiger 2,4 pct. til 388,10 kr.

Med oppe findes også Carlsberg og Royal Unibrew, der begge stiger 1,4 pct. Det kan skyldes positiv påvirkning fra fremgang til spiritusproducenten Remy Cointreu, der stiger tocifret efter regnskab, vurderer Martin Munk.

RATEINDEKS VIGER FRA OPTURSKURS

A.P. Møller-Mærsk kan fredag notere sig, at fragtraterne ud af Shanghai falder for første gang i otte uger. Rateindekset SCFI faldt i sidste uge 2,7 pct. til 2179,09.

Mærsk har desuden oplyst om et fuldt stop for sejlads gennem Det Røde Hav, hvor tidligere meldinger har haft enkelte undtagelser.

B-aktien i Mærsk falder fredag 2,9 pct. til 12.735 kr.

NETCOMPANY LØFTES TIL KØB EFTER REGNSKAB

En alenlang strøm af analyser er siden torsdag landet med nye kursmål og anbefalinger af de danske selskaber.

Det gælder også Netcompany, efter at it-selskabet torsdag fremlagde regnskab for fjerde kvartal og satte gang i aktietilbagekøb. Det har kastet en købsanbefaling af sig hos ABG Sundal Collier og et løft af kursmålet til 285 kr. Tidligere var anbefalingen "hold" med et kursmål på 225 kr.

Dertil har både Barclays, Morgan Stanley og Danske Bank skruet en anelse op for deres kursmål med uændrede anbefalinger.

Netcompany stiger 5,2 pct. til 272 kr. efter et plus på 9,1 pct. torsdag.

Rederiet Norden har fået løftet til "køb" fra "hold" hos svenske SEB. Kursmålet er i samtidig hævet til 435 kr. fra 400 kr.

Norden stiger 1,6 pct. 374 kr.

PANDORA SYNKER PÅ LAVERE ANBEFALING

I modsatte grøft har Pandora fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos Danske. Kursmålet løftes dog til 1090 kr. fra 1040 kr.

Ændringen sker efter et særdeles godt år for Pandoras aktie, som får banken til at vurdere, at meget allerede er indregnet i værdiansættelsen af aktien, fremgår det af en analyse.

Aktien falder 0,9 pct. til 995 kr.

Også Tryg har været gennem regnemaskinen efter sit regnskab for fjerde kvartal torsdag.

Det belønnes med et løftet kursmål til 180 kr. fra 170 kr. hos italienske Mediobanca, der holder fast i sin anbefaling "outperform".

Aktien kan desuden komme under teknisk pres fredag, hvor der fragår udbytte på 1,85 kr. per aktie.

Forsikringsaktien falder 0,1 pct. - med 0,10 kr. - til 148,30 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:58 Gubra melder om positive resultater fra fase 1-studie med fedmebehandling
17:47 Europa/aktier: Siemens Energy, RWE og Just Eat trak tungt Stoxx 600 mod nul
17:05 Onsdagens aktier: Lundbeck festede mens C25 igen var præget af begravelsesstemning
17:00 Onsdagens obligationer: Mindre rentestigning efter amerikansk inflationsrapport
16:11 Freetrailer indgår ny strategisk forsikringsaftale med Tryg
15:38 USA/åbning: Igen grønt på menuen efter inflationsrapport uden negative overraskelser
15:12 Tørlastindekset Baltic Dry falder marginalt efter seks dage med stigninger
14:51 Vestas afskediger 90 medarbejdere i Danmark - de fleste i Aarhus
14:48 Aktier får et mindre løft efter amerikansk inflationsrapport uden negative overraskelser
14:44 Vestas afskediger 90 medarbejdere i Danmark
14:33 Den amerikanske inflation landede helt som ventet i oktober
14:13 Jeudan fastholder forventninger efter kvartal med rentepåvirkninger
14:12 USA/tendens: Små fald i sigte før vigtig inflationsrapport med Spotify i feststemning
13:56 Unibrew-direktør ser risiko ved stigende lønninger - men kan også blive fordel
13:43 Europa/middag: Nedtur begrænset af flyvende Siemens Energy
13:21 Unibrew-direktør: Sjældent "normalt" år baner vej for flere solgte øl og bedre indtjening
12:45 Skako bekræfter foreløbige kvartalstal og gentager justerede forventninger
12:41 FLSmidths regnskab øger tiltroen fra Danske Bank: Kursmål løftes til 440 kr.
12:06 Unibrew-finansdirektør: Sjældent "normalt" år baner vejen for bedre indtjening
11:47 Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport