Aktier/tendens: Udsigt til grøn start med fokus på Mærsk og Ørsted

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 08:12  |  

Det danske aktiemarked ligger mandag til at åbne i grønt efter fremgang i Asien og til de amerikanske aktieindeksfutures, der bliver løftet på fortsatte vaccineforhåbninger.

Det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for det danske aktiemarked, ligger mandag morgen med en stigning på 0,4 pct., og de amerikanske aktieindeksfutures ligger med stigninger omkring 0,3 pct.

Udsigten til en fortsættelse af den grønne bølge i Danmark kommer efter fredagens solide plus på 1,6 pct. til 1595,8, der blandt andet var drevet af solide stigninger til Vestas, Ørsted og Mærsk.

Mærsk og Ørsted er i søgelyset fredag med nyt fra analytikerkorpset, hvor Mærsk har fået et par løftede kursmål, mens Ørsted har fået en sænket anbefaling.

Vaccinemeldinger vil fortsat tage meget opmærksomhed. Astrazeneca har mandag morgen har præsenteret data fra et covid-19-vaccinestudie, der har vist en effekt på 70 pct.

MÆRSK FÅR KURSMÅLSLØFT OG KONKURRENTNYT FRA FRANKRIG

Finanshuset Goldman Sachs har løftet sit kursmål for Mærsk-aktien med 11,5 pct., så det nu hedder 15.500 kr. mod tidligere 13.900 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb", og det har den været siden 29. september.

Finanshuset Credit Suisse løfter sit kursmål for aktien til 15.141 kr. fra 13.405 kr med en gentagelse af anbefalingen "outperform".

Den franske rederikoncern CMA CGM, kom ud af tredje kvartal med et markante forbedret resultat i forhold til både andet kvartal og samme periode sidste år.

Men fjerde kvartal bliver endnu bedre, fremgik det af fredagens regnskab fra CMA CGM, som er verdens fjerdestørste inden for containershipping.

B-aktien i Mærsk steg fredag 3,9 pct. til 11.830 kr. efter blandt andet opløftende SCFI-fragtratetal.

ØRSTED FÅR EN SÆNKET ANBEFALING HOS RBC

Ørsted får sænket sin anbefaling til "sektor perform" fra "outperform" af det canadiske finanshus RBC Capital.

Det skriver Bloomberg News.

Kursmålet bliver i samme omgang dog sat op til 1050 kr. fra 850 kr.

Wells Fargo har også løftet sit kursmål for Ørsted-aktien til 1136 kr. fra 1100 kr. med en gentaget overvægtsanbefaling.

Ørsted-aktien lukkede fredag med en stigning på 3,0 pct. i lukkerekorden 1136 kr.

NYOPFØRT VESTAS-MØLLE KOLLAPSET

I det grønne segment var Vestas-aktien fredag også flyvende med en stigning på 4,2 pct. til lukkerekorden 1242 kr., hvor de to grønne aktier blev løftet på torsdagens opløftende meldinger om en øget satsning på havvind i EU.

Vestas har dog fået lidt skidt nyt fra Sverige, hvor en nyopført Vestas-mølle kollapsede lørdag ved 21-tiden i den svenske vindenergipark Aldermyrberget, som efter planen skulle sættes i drift i december.

Møllen er knækket i den nederste del af tårnet og har totalskadet møllen, viser billeder fra lokalmediet Norran.

MAERSK DRILLING FÅR SÆNKET ANBEFALING

Det svenske finanshus SEB har efter fredagens regnskab set nærmere på Mærsk Drilling-aktien og sænker nu sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold".

Samtidig løftes kursmålet til 170 kr. fra 150 kr.

Det fremgår af en analyse fra SEB dateret til 20. november.

Nedgraderingen til "sælg" skal ifølge SEB ses i lyset af, at Drilling-aktien er steget stort gennem de seneste uger, samtidig med at det ser sort ud for branchen som helhed.

- Branchen er midt i en stor finansiel rekonstruktion, hvor flere af de større operatører allerede er i Chapter 11 (svarende til betalingsstandsning, red.) og forsøger at omdanne næsten al udestående gæld.

Aktien steg fredag 8,3 pct. til 190 kr., idet investorerne blandt andet tog godt imod en oppræcisering af forventningerne.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder