Aktier/tendens: Udsigt til stille åbning efter skidt mandag
Det danske aktiemarked ser tirsdag ud til at åbne omkring nullet efter mandagens store fald.
I Europa peger pilen for aktierne en spids ned, efter at børserne i USA faldt en anelse frem imod amerikansk lukketid mandag. Tirsdag morgen handles futures på to af de tre store amerikanske indeks dog højere.
Herhjemme faldt C20 Cap-indekset med hele 2,44 pct. til 689,22.
Fokus begynder langsomt at vende sig imod de store selskaber, der de kommende dage er regnskabsaktuelle. Tirsdag er det foreløbig kun mindre selskaber som Intermail og Rias, der fremlægger tal, men onsdag er både Coloplast og Nordea fra eliteindekset klar med deres regnskaber. Torsdag gælder det Tryg og Novo Nordisk.
Tirsdag morgen er præget af nyt fra udlandet, som kan få indvirkning på de danske aktier.
Vestas har fået nyt fra konkurrenten Siemens i form af regnskabet for første kvartal af det forskudte regnskabsår. Siemens Wind Power oplevede en fordobling af ordreindgangen til 2,26 mia. euro, når der justeres for valutaeffekter. På bundlinjen blev det til et plus på 63 mio. euro. Siemens selv lægger vægt på, at fremgangen skal ses i lyset af den svage ordreindgang i det tilsvarende kvartal året før.
Mandag var Vestas-aktien hårdt ramt af det sure marked, og vindmølleaktien faldt hele 7,4 pct. til 165,3 kr.
De danske banker har fået nyt fra svenske Swedbank, der kom med tal for fjerde kvartal. Bankens overskud blev mindre end ventet, mens indtægterne overraskede til den gode side.
Bankkollegerne Nordea og Danske Bank faldt mandag 1,1 og 2,4 pct. til henholdsvis 89,25 og 124,7 kr.
Ingeniørkoncernen FLSmidth fik også gedigne kurstæsk mandag med et fald på 4,4 pct. til 295,7 kr., efter at amerikanske Caterpillar, der ligesom FLSmidth gør forretning i minesektoren, oplyste om svage udsigter for ordreindgangen i mineindustrien.
Maersk Line-konkurrenten China Shipping Container Lines (CSCL) venter i 2013 et underskud på 435 mio. dollar - en markant tilbagegang fra 2012, hvor bundlinjen var i plus med 147 mio. dollar, skriver shippingavisen Lloyds List. B-aktien i A.P. Møller - Mærsk faldt mandag 3,7 pct. til 62.050 kr.
På kursmåls- og anbefalingsfronten har GN Store Nord, Lundbeck og G4S være udsat for analytikernes regneark.
GN er kommet på storbanken Morgan Stanleys "best ideas"-anbefalelsesliste, mens samme bank har indledt dækning af G4S med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på 21,29 kr.
Endelig har ABG Sundal Collier hævet kursmålet for Lundbeck-aktien til 150 fra 130 kr.
GN-aktien faldt mandag 0,9 pct. til 126,8 kr. Aktien i G4S dykkede 0,6 pct. til 22,65 kr., mens Lundbeck-aktien mistede 1,4 pct. og endte i 134,6 kr.
/ritzau/FINANS
Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›