Aller kan være på vej til at købe Jubii
Den engang så store danske internet-succes Jubii er sat til salg for 200 millioner kroner. I følge Børsen vil den hollandske ejer Lycos Europe sælge internetportalen efter pres fra dens største enkeltaktionær LE Holding, som er et datterselskab af spanske Telefónica.
Aller nævnes af kilder med kendskab til processen som en mulig køber. Den danske mediekoncern investerede allerede i 2006 i det svenske portalselskab Spray som de købte af netop Lycos Europe for 150 mio. kr. Administrerende direktør for Aller Press, Pål Thore Krosby, vil af princip ikke kommentere den slags oplysninger.
- Jeg har et princip om ikke at udtale mig om planer for investeringer eller opkøb, så uanset om vi er i dialog eller ej, kan jeg ikke kommentere oplysningerne, siger Pål Thore Krosby til Børsen.