Danske Bank sænker Ørsteds kursmål og ser nedskrivninger for 25 mia. kr. i 2023

Udgivet den 25-10-2023  |  kl. 10:07  |  
Arkiv: Foto

Ørsted har fået sænket sit kursmål til 460 kr. fra 500 kr. hos Danske Bank, der venter nedskrivninger i USA for 22 mia. kr. i tredje kvartal. Dertil ventes yderligere nedskrivninger for 3 mia. kr. i fjerde kvartal.

Det er dermed væsentligt mere end de 16 mia. kr., som Ørsted selv har meddelt, at der er risiko for i tredje kvartal.

Det fremgår af en analyse fra Danske Bank, hvor anbefalingen "køb" bliver fastholdt.

Den danske energikæmpe fremlægger regnskab for tredje kvartal 1. november. Her venter Danske Bank-analytikeren Casper Blom, at der kommer fokus på det pressede amerikanske marked.

- Vi venter, at Ørsted vil annoncere USA-relaterede nedskrivninger for 22 mia. kr. i forbindelse med resultaterne for tredje kvartal og dertil adressere den udfordrede økonomi i dets amerikanske projekter ved at træde væk fra Sunrise-vindprojektet, skriver Casper Blom.

Sunrise-projektet i delstaten New York er selv blevet fremhævet af Ørsted som værende blandt tre problematiske projekter, hvor det danske selskab i øjeblikket vurderer, om der skal foretages den endelige investeringsbeslutning.

Danske Banks forventninger til større nedskrivninger kommer som følge af de stigende renter i USA. Dertil fik Ørsted også nej til en genforhandling af afregningsprisen i New York. Den afvisning var ikke regnet ind i Ørsteds oprindelige estimat på 16 mia. kr. i nedskrivninger, har selskabet oplyst.

Ørsted-aktien falder onsdag formiddag 1,2 pct. til 334,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯