DK / Handelsbanken: Eksporten trodser krisen

Udgivet den 09-08-2012  |  kl. 09:54  |  

Trods den globale vækstafmatning og den store usikkerhed forbundet med gældskrisen i euroområdet, der blandt andet også har trukket ned i aktiviteten i fremstillingssektoren i vores største samhandelspartner, Tyskland, viser den danske eksportsektor sig fra en overraskende stærk side. Således steg eksporten i juni med 1,0 pct. i forhold til sidste måned, og selv om det kommer efter et fald måneden før, efterlader det en pæn vækst i hele andet kvartal på 2,8 pct. i forhold til kvartalet før. Det skriver Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen i et analysenotat.

Handelsbanken skriver, at salg af vindmølledele, lægeprodukter samt øget salg af brændsels- og foderprodukter til især USA, Sverige og Polen var afgørende faktorer bag den mere positive udvikling. Det ser således ud til, at den svækkelse af den danske krone som vi har set over for netop disse landes valutaer er med til at give et løft til eksporten, hvor vi ser en mere afdæmpet efterspørgsel fra for eksempel Tyskland, som vi havde et fald i eksporten på 1 pct. i andet kvartal til.

- Den overraskende modstandsdygtige eksportvækst er et kærkomment positivt element i en økonomi, hvor mange andre komponenter viser svaghedstegn, og det kan muligvis være en forklarende årsag til den relative optimisme vi ser i industrisektoren, skriver Jes Asmussen.

Alt i alt er overskuddet på betalingsbalancen dog også en påmindelse om, at opsparingen i dansk økonomi er meget høj, og dermed trods det positive i at have et overskud, ikke skal misfortolkes som at det går godt med væksten i dansk økonomi, pointerer Handelsbanken.

Udgivet af: lp@netposten.dk