DSV-topchef gav lynkursus i firmaovertagelse - citat

Udgivet den 08-03-2019  |  kl. 07:41  |  

DSV-topchef Jens Bjørn Andersen gav torsdag en lynlektion i integrationen af opkøbte virksomheder ved en konference arrangeret af revisionshuset PwC.

Det skriver Børsen.

Budskabet fra selskabets administrerende direktør var klart og præcist ved torsdagens konference: Der er ikke plads til lange overgangsperioder eller vægelsind ved firmaovertagelser.

- Vi køber ikke virksomheder for at videreføre dem under deres eget gamle navn. Punkt 1 i vores plan for akkvisitioner hedder: "tag kontrol". At få den nye ledelse på plads er en topprioritet. Hastighed er vigtigt, og der er ikke plads til dobbelt husholdning", sagde Jens Bjørn Andersen ved konferencen ifølge Børsen.

Selve integrationsprocessen tager DSV sig også selv af - en proces, der ikke må tage længere end to-tre uger, mener topchefen.

Følsomme hensyn er der heller ikke mange af ved overtagelsen af et selskab, hvor flere "kan miste deres job" i tilfælde af overlappende funktioner selskaberne imellem.

DSV har i flere måneder bejlet til schweiziske Panalpina, hvor både majoritetsaktionær, dele af ledelsen og flere ansatte er imod opkøbet. Derfor reviderede det danske selskab i februar sit købstilbud med en forsikring om særlige kulturelle hensyn samt fastholdelse og udvikling af medarbejdere.

Jens Bjørn Andersen ønskede hverken på konferencen eller over for Børsen bagefter at kommentere opkøbsforsøget, men anerkender, at opkøbet af Panalpina har særlige udfordringer.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder